23948sdkhjf

Skjulte potentialer bringes til live

I ombygningen af folkekært bibliotek i Melbourne har Schmidt Hammer Lassen søgt at skrælle lagene af og afsløre den oprindelige arkitektur.

Dansktegnet bibliotek i Australien

Arkitekter:
- Schmidt Hammer Lassen Architects
- Architectus
- Andronas Conservation Architects

Bygherrer:
- Major Projects Victoria (MPV)
- State Library Victoria (SLV)

Ingeniører:
- Irwin Consult
- Steensen Varming
- Arup

Øvrige rådgivere:
- ID Lab
- McKenzie Group
- Salus

Konkurrence:
- 2016 - 1. plads i international konkurrence

Areal:
- 13.532 kvm

Status:
- Byggeriet begynder i 2017 og forventes afsluttet i 2020

Forleden afslørede det 160 år gamle Statsbibliotek Victoria i australske Melbourne designet til sin kommende 392 mio. kroners ombygningsplan, Vision 2020.

Danske Schmidt Hammer Lassen Architects har sammen med de lokale samarbejdspartnere Architectus og Andronas Conservation Architects skabt det nye moderne design, der har til formål "at åbne for nye muligheder, skabe forbindelser og fungere som en ramme for bibliotekets fortsatte udvikling", som det lyder fra tegnestuen, der blandt meget andet er kendt for Den Sorte Diamant og Nykredits hovesæde i København samt kunstmuseet ARoS i Aarhus.

Næsten to mio. besøgende
Planen for det aktuelle australske projekt vil returnere 40 procent mere plads til offentlig brug - og transformere biblioteket så det opfylder nuværende og fremtidige behov.

Som det ældste og mest travle folkebibliotek i Australien, der årligt tiltrækker 1,9 mio. besøgende og mere end fire mio. online-brugere, er Statsbiblioteket en rig og afholdt kulturinstitution i Melbourne, som anvendes af et bredt tværsnit af de besøgende.

Det arkitektoniske designkoncept sætter disse brugere i centrum, lyder det fra arkitekterne. Det skulle give en mere åben, tilgængelig og indbydende oplevelse for alle aldre og kulturbaggrunde.

Under designprocessen blev der afholdt en række workshops, hvor input fra børn, teenagere og deres familier har hjulpet designteamet til at forstå disse brugeres behov og ønsker.

- Vores mål er at skabe rum som fremmer læring, udforskning og innovation, og at udvide bibliotekets rækkevidde og relevans, så det populære vartegn omdannes til et urbant mødested - et sted, hvor folk i Melbourne naturligt drages til for at engagere sig, lære, socialisere og blive inspireret, siger arkitekt og stiftende partner Morten Schmidt fra Schmidt Hammer Lassen Architects.

Potentialer bragt til live
Det nye design åbner fysiske aspekter af biblioteket, som vil udvide dets funktionalitet: Mens rum som Ian Potter Queens Hall og gallerier bogstaveligt talt "låses op" og frigives til offentligheden, bliver Trescowthick Informationscenter (TIC) og de store indre gårdrum redesignet for at bringe deres arkitektoniske og funktionelle potentiale til live.

- Vi skræller lagene af og afslører den oprindelige arkitektur, som vi opgraderer meget respektfuldt, så Statsbiblioteket kan fortsætte med at fungere som et moderne bibliotek, med forskellige atmosfærer og anvendelser, siger Morten Schmidt.

Nye rum for børn, familier og unge vil for eksempel blive oprettet for at give næring til kreativ læring, færdigheder og leg.

- Designet omfatter også nye rum til iværksætteri og innovation, baseret på ny teknologi, for at støtte og stimulere den kreative økonomi. Og konceptet forbedrer flowet og orienteringen, siger SHL-partneren.

Det sker ved at skabe en følelse af ankomst og et klart hierarki af tærskler og rum, der forbinder de forskellige zoner af biblioteket. Det vil sikre, at de besøgende lettere kan udforske de imponerende samlinger.

"Vi øger brugen af bygningen gennem revurdering og fleksible bygningsstrategier. De arkitektoniske indgreb fremhæver de iboende kvaliteter af den højtskattede institution. Vores koncept giver en stærk ’designlinje’, som vil fungere som en ramme for (..) fremtidige tiltag", lyder det i en pressemeddelelse fra arkitektvirksomheden.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125