23948sdkhjf

MT Højgaard-selskab øger på top og bund

Øget effektivitet og større omsætning bag Ajos' bedste regnskab i fem år.

Ajos a/s har gennem det seneste år investeret massivt blandt andet i digitalisering og anden omstilling. En stor del af omkostningerne er bogført i 2016, og alligevel er det lykkedes at øge overskuddet efter skat fra 7,1 million kr. i 2015 til 10,1 million kr. i 2016.

Omsætningen er samtidig steget til 212 millioner kr., men adm. direktør Ole Wamsler glæder sig over, at fremgangen i indtjening ikke alene er båret af vækst.

- Vi har øget toplinjen med fire procent, medarbejdertallet med syv procent og bundlinjen før skat med 37 procent.

- Det betyder, at vi er blevet mere effektive, og bag det ligger en strategi om at gøre ’kolde’ hænder ’varme’ og der ud over godt gammeldags ledelseshåndværk, siger Ole Wamsler.

Mindre administration
- Det med de ’varme’ hænder handler om, at vi arbejder på at blive endnu mere kundeorienterede. Når vores administrationsomkostninger er faldet fra 22 til 6,4 millioner skyldes det blandt andet, at vore medarbejdere er ude, hvor de kigger kunderne i øjnene, og dermed følger deres omkostninger med de enkelte projekter.

- En anden væsentlig faktor er, at vi har strategier og planer for alt i virksomheden, og så følger vi meget systematisk op. Følger vi planerne? Hvis ikke så analyserer vi os til årsagen. Hvis vi følger planerne og når vores mål, så sætter vi nye mål. Samtidig har digitaliseringen givet os et hurtigt afkast, siger han.

Ajos a/s er 100 procent ejet af MT Højgaard A/S, men 65 procent af omsætningen ligger uden for MT Højgaard, og i øvrigt ligger næsten halvdelen af omsætningen uden for bygge- og anlægssektoren, og den del er i kraftig vækst.

Andet end byggeri
- Det er helt bevidst. Når vi kigger nye kunder i øjnene, så presser vi os selv. Hvis vi havde næsten hele vores omsætning hos MT Højgaard, kunne det forekomme for let. Så ville vi let blive magelige.

- Vi er helt klar over, at det forpligter at få et godt resultat. Det er nu, at vi skal være ekstra årvågne. Ingen må følge sig tilfredse. En mæt løve er ikke farlig - eller konkurrenceparat, og lige nu har vi friheden til at vælge vejen frem. Vi er ikke presset til at tage nogle beslutninger, som måske har alvorlige bivirkninger. Derfor investerer vi fortsat markant i fremtiden, så vi både indadtil og udadtil er klædt godt på, siger Ole Wamsler.

Det fremgår af ledelsesberetningen, at der forventes en forøgelse af overskuddet i 2017, og Ole Wamsler ser ingen tegn på udsving i den forudsigelse.

Ajos A/S
Mio. kroner 2016 2015
Nettoomsætning 212 204
Resultat primær drift 17,4 15,6
Resultat før skat 13,5 9,8
Årets resultat 10,1 7,0
Egenkapital 124 114
Antal medarbejdere 82 77
Regnskabet blev afsluttet den 31.12. 2016

Læs mere om: Ajos
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094