23948sdkhjf

3XN tegner domicil til facadegigant

Schüco-koncernen, der leverer vindues-, dør- og facadesystemer i aluminium, planlægger en markant udvidelse af sit domicil i tyske Bielefeld.

Danske 3XN er valgt som arkitekt på det 7.200 kvadratmeter store byggeri, som efter planen går i gang i første kvartal 2018.

3XN’s arkitekter har skabt et markant byggeri, der forbindes til Schücos eksisterende kontorbygning via en glasbro.

Indvendigt fungerer et centralt atrium som bygningens ’hjerte’. Her vil der være en åben reception og flere fleksible konferencelokaler til seminarer og møder.

Et andet vigtigt element er den brede trappe til første sal. Trappen er designet som en slags mødested og kan bruges som platform for festligheder og udstillinger, når det kræves. Her, som i alle andre områder af bygningen, forfølger arkitekterne et moderne kontorlayout, der skal fremme kommunikation, give plads til forskellige måder at arbejde på og give mulighed for spontane møder.

- Vi mener, at arkitekturen har stor indflydelse på vores adfærd. Det er derfor, at vi generelt tillægger det stor værdi at skabe holistiske og behagelige omgivelser, hvor folk føler sig del af en større helhed, siger Jan Ammundsen, partner og arkitekt i 3XN.

Schücos nye domicil får derfor ingen korridorer og er tænkt som et åbent arbejdsrum. Medarbejderne bevæger sig i en løkke omkring det centrale atrium, og den korte afstand mellem afdelingerne har til formål at gøre det lettere at dele viden. Faciliteter til arbejdsopgaver, der kræver en høj grad af koncentration, vil blive placeret langs den ydre facade.

Projektet har et højt ambitionsniveau, hvilket understreges af, at den kommende bygning forventes at blive certificeret inden for både LEED, BREEAM og DGNB.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156