23948sdkhjf

MT Højgaard skal bygge sygehus i Silkeborg

Det nye Psykiatriens Hus i Silkeborg skal opføres som lavenergiklasse 1, og MT Højgaard stikker spaden i jorden senest den 1. oktober.
Psykiatriens Hus skal opføres på Falkevej i forbindelse med Regionshospitalet Silkeborg og bliver i fire etager med tilhørende parkeringskælder.

Hver etage kommer til at afspejle den behandling, der foretages på stedet - delt op i afdelinger for hhv. alvorlige og mindre alvorlige psykiske lidelser.

Arkitekt på projektet er Arkitec, mens Moe & Brødsgaard er tilknyttet som rådgivende ingeniør. Huset ventes klar til indvielse den 1. marts 2012.

Byggeri i lavenergiklasse 1
Det er Silkeborg Kommune og Region Midtjylland, der i fællesskab står som bygherre, og de to parter er netop blevet enige om, at Psykiatriens Hus skal opføres som et lavenergiklasse 1-byggeri.

Det kommer til at medføre en reduktion i energiforbruget på omkring 50 % i forhold til de krav, der er udstukket af det gældende bygningsreglementet.

- Vi har samarbejdet med MT Højgaard flere gange senest omkring medborgerhuset. Det gik over al forventning, så også denne gang regner vi med samme gode kvalitet, siger John Lund, der er byggesagsrådgiver ved Silkeborg Kommune.

MT Højgaard er vant til at bygge sygehuse og har bl.a. stået for Onkologihuset i Herning, som blev afleveret i 2009. I øjeblikket er virksomheden i gang med en tilbygning oven på Vejle Sygehus, hvor de nuværende etager er i brug under hele byggeperioden.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141