23948sdkhjf

Østre Gasværk moderniseres for 38 mio. kr.

V2C står i spidsen af en omfattende renovering af Østre Gasværk, der sætter rammerne om teateroplevelser i verdensklasse

Østre Gasværk Teater har længe ønsket at modernisere scenerummet for at optimere de tekniske muligheder og for at kunne udnytte hele det spektakulære rum med en fleksibel publikumsopbygning, som kan tilpasses den enkelte forestilling eller helt ryddes. Teatrets stole har i årevis fået en hård kritik af publikum, som nu kan se frem til en langt bedre siddekomfort.

Ønskerne bliver realiseret, nu hvor det efter fire års hårdt arbejde er lykkedes teatret at rejse 38 mio. kr. fra fonde til den forestående modernisering, der skal fremtidssikre teatrets sceneteknik og opfylde kravene til et moderne teaterformsprog.

- Østre Gasværks fulde potentiale bliver udfoldet som et helt åbent, prægtigt rum. Det har været længe undervejs, og jeg er simpelthen så stolt over, at vi med en sej, vedvarende indsats endelig er lykkes med det, siger Pia Jette Hansen, direktør på Østre Gasværk Teater.

Hele vejen rundt
V2C står for rådgiverudbud og styring af tid, økonomi og kvalitet. Byggeledelsen omfatter koordinering af levering samt montering af udstyr, styring af økonomi og projektets tidsmæssige forhold samt koordinering af arbejdsmiljø og sikkerhed. Advisor, Søren Hougaard Madsen er desuden overordnet arkitekt på projektet.

Den runde bygning bliver fuldstændig ryddet indenfor. Den såkaldte rig (hvori der blandt andet hænger lamper og scenografi) forsvinder og bliver erstattet af en ”edderkop” – en diskret rig, som bliver en integreret del af bygningens vægge. Dermed bliver der etableret en elvbærende konstruktion, der er friholdt den eksisterende fredede bygning, og hvor konstruktionen følger og underbygger den oprindelige form på bygningen.

Målet er, at konstruktionen fremhæver det oprindelige rum med en så spinkel og elegant konstruktion som muligt. Tanken er at genskabe oplevelsen af det smukke kuppelrum, også når teaterlamperne tændes, og ikke mindst at kunne benytte rumligheden i forestillingerne med et frit udsyn til scenen.

Denne nye konstruktion vil løse de håndgribelige, tekniske problemer og ydermere udnytte det rå rums enorme potentiale maksimalt. Bæreevnen af "edderkoppen" vil i fremtiden være 40 tons teaterudstyr.

Man vil kunne opleve det runde rum som én stor, åben kuppel, hvor man kan se gulvet, væggen og det hvælvede loft hele vejen rundt, og man vil kunne tilpasse publikumspodier til de enkelte forestillinger – som amfiscene, med publikum på alle sider eller en traditionel publikumsopbygning. Det giver store, kunstneriske udfoldelsesmuligheder.

Teater i en historisk, fredet bygning
Gasbeholderen Østre Gasværk er tegnet af arkitekten Martin Nyrop, som også tegnede Københavns Rådhus. Gasbeholderen stod færdig i 1883. Østre Gasværks proportioner er inspireret af Pantheon i Rom: Diameteren er udregnet, så man har hele rummet i sit synsfelt, når man står med ryggen mod muren.

Bygningen fungerede i de første mange år som den ene af i alt tre gasbeholdere på Østre Gasværk, som forsynede den nordlige del af København med gas til belysning og varme. Gasværket dækkede dengang stort set hele området fra Nyborggade i syd til Svanemøllen i nord, fra havnen i øst og til Østerbrogade i vest.

I 1976 cyklede Morten Grunwald, som dengang var direktør for Bristol Music Center’s Teater på Strøget, en dag rundt på Østerbro og ledte efter en større bygning til sit teater. Han kom til det dengang nedlagte Østre Gasværk, sprang over plankeværket og ind ad et vindue til det rå rum, som han straks besluttede sig for skulle være et teater. Østre Gasværk Teater var kort derefter en realitet.

Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond Til Almene Formaal, Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Moderniseringen af Østre Gasværk begynder står på fra nytår til sommeren 2018.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187