23948sdkhjf

Køge Kyst tager det bedste fra alle teams

Fem teams har deltaget i konkurrencen om at udvikle en ny bydel på 300.000 m² i Køge. Alle forslag rummer stærke elementer og giver et solidt afsæt for det videre arbejde.
Køge Kyst har nu offentliggjort resultatet af konkurrencen om en udviklingsplan for området mellem Køges bymidte og vandet.

Dommerkomitéen glæder sig over et solidt udgangspunkt for det videre arbejde med stærke elementer hos alle fem hold - særligt hos Hold Vandkunsten, der samlet set har leveret det stærkeste forslag:

- Det er et utrolig perspektivrigt resultat. Der er kommet mange konkrete bud på, hvordan vi kan skabe en attraktiv, moderne bydel, som hænger smukt sammen med det gamle Køge, og som ikke findes magen til i andre byer, siger borgmester Marie Stærke.

Sammenhængende kulturstrøg
Dommerkomitéen har været meget optaget af forslag hos flere hold om et kulturstrøg, der binder bymidten og de nye kvarterer sammen:

- Vi mener, at en sådan forbindelse bør være rygraden i udviklingen af Køge Kyst og etableres så hurtigt som muligt – og der er i forslagene rig inspiration at hente til interessante byrum i form af sidegader, pladser, oplevelser mv., der kan etableres i tilknytning til det gennemgående strøg, siger bestyrelsesformand Jørgen Nue Møller.

En anden topprioritet er Stationsområdets nye handelskvarter, hvor en høj koncentration af butikker og stærk tilknytning til den eksisterende bymidte skal styrke byens handelsliv. Også etableringen af et stærkt erhvervsmiljø på Collstropgrunden og boliger på Søndre Havn vil være i fokus i de første faser.

Dommerkomitéen ønsker desuden at arbejde videre med forslagene til en bebyggelse, der passer til Køge og har et godt samspil mellem nyt og gammelt, at bevare nogle eksisterende bygninger samt spor af havnedriften og ikke mindst at udnytte nærheden af vand og natur.

Passage ved jernbanen
Nogle af de store udfordringer i konkurrencen har været indenfor infrastruktur, trafik og parkering - ikke mindst problemet med jernbanen som trafikal barriere:

- Vi vurderer, at forslaget om en bred tunnel under banen er den mest hensigtsmæssige niveaufrie passage for fodgængere og cyklister, og vi har en række forslag til biltrafikkens afvikling og til parkering, som skal analyseres nærmere, siger projektchef Jes Møller.

Bæredygtighed i fokus
Også det bæredygtige element har igennem hele forløbet været et centralt omdrejningspunkt:

- Konkurrencen har givet mange gode forslag til minimering af energiforbrug i bygninger og til at fremme sundheden ved at bruge grønne detaljer og vand - og ved at udnytte stationsnærheden til at animere til, at man vælger cyklen, toget eller bussen frem for bilen, siger Mette Lis Andersen, direktør i Realdania Arealudvikling.

Køge Kyst er et partnerskab mellem Køge Kommune og Realdania Arealudvikling. Køge Kyst har som formål at udvikle området med Søndre Havn, Stationsområdet og Collstropgrunden.

De fem teams i projektet er:
1. Tegnestuen Vandkunsten, Esbensen Rådgivende ingeniører, Sloth Møller Rådgivende ingeniører, Tyréns.

2. Grontmij | Carl Bro, Polyform, 2+1, UiWe, Ekstrakt, Oxford Research

3. SLA, Atkins Danmark, Deloitte, Nordconsult Danmark, Cogita, Life.

4. Astoc, Masu Planning, WSP Group, Cornelius+Vöge, WSGreen Technologies.

5. Adept, Noema Research & Planning, Topotec1, AquaP, Rambøll Sverige, Transsolar, Imitio, Brugger & Nielsen, BbnConsult.

Læs mere om projektet i artiklen " Fem teams kæmper om Køge Kyst "
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079