23948sdkhjf

Aarhus vil bygge plejehjem for trecifret millionbeløb

Flere borgere i Aarhus betyder også større behov for flere pladser på plejehjem.

Over de kommende fem år vil Aarhus Kommune derfor gennemføre byggeprojekter for 206 mio. kroner i plejesektoren.

Pengene går til en række ombygninger af eksisterende plejehjem samt til etablering af tre nye plejehjem i Beder, Tilst og Risskov. Det fremgår af en ny boligplan, som netop er sendt i høring.

- Boligplanen viser rettidig omhu, for vi ser på kort sigt, at vi allerede har venteliste, som ellers vil være stigende, da vi bliver flere og flere ældre. Vi skal både bygge nyt og bygge om, siger Jette Skive, rådmand, Sundhed og Omsorg.

Borgere vil oftest gerne kunne finde et plejehjem tæt på, hvor de selv har boet. Det forsøger Sundhed og Omsorg at tage højde for med placeringen af nye plejehjem, som er fordelt i de by- og landområder, hvor prognoserne viser den største befolkningsudvikling.

Samtidig arbejder Sundhed og Omsorg for at skabe bro mellem generationer, hvor det er muligt. Det sker for eksempel i Generationernes Hus på Aarhus Ø, hvor der vil opstå et nyt mix mellem generationer.

Over de næste fem år er målet at skabe 130 ekstra plejehjemboliger. Over de næste 10 år forventes behovet at stige til i alt 380 nye pladser. Finansieringen til de første fem år er på plads, mens der skal findes kommunal finansiering til de følgende fem år for knap 100 mio. kr. yderligere.

Boligplanen kommer i høring nu og frem til 24. juli 2017. Byrådet forventes at få Boligplanen til 1. behandling i august måned.

FAKTA

Finansieringen af boligplan for 2018-2022 er på plads. Det drejer sig om i alt ca. 206 mio. kroner, hvoraf den kommunale andel er på ca. 55 mio. kroner.

For perioden 2023-2026 vil det koste ca. 450 mio. kroner at bygge som planlagt. Heraf udgør den kommunale andel, som ikke er finansieret, knap 100 mio. kroner.

Boligplan 2017 er baseret på en analyse af 27. februar 2017 fra Kommunernes Landsforenings Konsulentvirksomhed (KLK). På baggrund af denne analyse forventes der at blive behov for yderligere 130 plejeboliger på femårs sigt. Det behov forventes at vokse til i alt 380 nye plejeboliger på 10 års sigt.

Der er 2.354 plejeboliger i Aarhus, når de 100 nye plejeboliger i Generationernes Hus på Aarhus Ø står færdige i 2020. Behovet forventes at stige til 2.734 i år 2027.

Boligplan 2017 kan findes på Aarhus Kommunes hjemmeside

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11