23948sdkhjf

Grønt lys til nybyggeri i centrum af Aarhus

Et projekt med grønne taghaver og en blanding af erhverv og boliger færdiggør hjørnet mellem Nørregade og Nørrebrogade.

Der bliver skabt et helt nyt byrum på et af Aarhus’ populære hjørner, når området mellem Nørregade og Nørrebrogade bliver omdannet til dels et åbent byrum, hvor man både kan opholde sig i eller bevæge sig gennem, og dels et projekt med både boliger og erhverv. 

- Byggeriet knytter på elegant vis Nørregade sammen med Nørreport og skaber et vellykket samspil med letbanens forløb ad Nørrebrogade og Nørreport. Samtidig får vi flere boliger på en attraktiv placering i Aarhus Midtby, siger Kristian Würtz, rådmand for Teknik og Miljø. 

Byggeriet, som Steen Mengel Ejendomme står bag, er tegnet af Karen Exner og Arkitema Architects, og opføres i fem etager. De kommende beboere i de i alt 38 lejligheder får adgang til fælles grønne taghaver med udsigt over både Aarhusbugten og Ø-gadernes hustage.

Det nye område er ikke kun tiltænkt beboerne. To offentligt tilgængelige stier inviterer således resten af byen ind i området, og både foran og bagved bebyggelsen skabes der offentligt tilgængelige byrum. 

- Det bliver et projekt af høj arkitektonisk kvalitet, der kommer til at samle hjørnet mod Nørreport. Vinderprojektet integreres i det eksisterende område og imødekommer den stemning og karakter, som kvarteret er kendetegnet ved. Samtidig åbner projektet sig mod resten af byen og danner et fint grundlag for, at bylivet fortsat kan udfolde sig i det allerede livlige kvarter, siger Bente Lykke Sørensen, der er chef i Bolig og Projektudvikling i Aarhus Kommune.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125