23948sdkhjf

C.F. Møller skal tegne nyt Panum-kompleks

I samarbejde med bl.a. Rambøll og SLA blev det Arkitektfirmaet C. F. Møller, der løb med sejren i konkurrencen om en stor udbygning af Panum i København.
Tirsdag blev det afsløret, at Arkitektfirmaet C. F. Møller skal tegne udbygningen af Københavns Universitets Panum-kompleks på Blegdamsvej.

Det cirka 35.000 m2 store byggeri er udset til at danne rammen om fremtidens forskning inden for områder som kræft, hjertesygdomme, demens, sukkersyge og allergi.

Bronzefarvet forskertårn i 16 etager
Vinderforslaget består af fire lave bygninger, der er roteret svagt i forhold til hinanden i en stjerneformet komposition, som danner base for et forskertårn i 16 etager plus kælder.

Bygningernes facader er tilpasset det eksisterende Panums farver og materialer, og vinduespartierne er indrammet af bronzebrune metalplader.

Forskertårnet bliver et identitetsskabende, skulpturelt fikspunkt for hele det Panum-komplekset:

- Det nye Panum bliver et nyt, unikt vartegn for Nørre Campus og for byen – et rigtigt københavnertårn, siger Mads Mandrup og Mads Møller, som begge er partnere i C. F. Møller.

Åbner sig mod byen
Når det nye Panum åbner i 2014 vil det fremstå åbent og udadvendt med en transparent underetage. Samtidig inviteres offentligheden helt op til toppen af tårnet, der kommer til at rumme café, lounge og udsigtspunkter.

Som i dag vil hovedadgangen til det nye Panum ske fra Blegdamsvej. Men hvor Panum i dag skjuler sine indgange og lukker sig om sig selv, rummer nybyggeriet en ny forplads, som skal åbne området mod byen:

- Det har været væsentligt for os at skabe et byggeri, der er i dialog med Nørrebro. Panum har tidligere fremstået som en stor, tilknappet forskningsinstitution, der har vendt ryggen til byen, forklarer Mads Mandrup og Mads Møller.

Med sin organiske form har byggeriet signaleffekt, men det er også tilpasset det eksisterende Panum i kraft af bl.a. sin farvepalet. Facaden fremstår med en ’grid’-struktur af etagehøje vinduesskår, der nedbryder bygningens store skala.

Pionér på energiområdet
Planerne for det nye Panum omfatter også en urban bypark med nye pladser og indre haverum.

Et campus-strøg igennem området – samt gang- og cykelstier – skal gøre parken levende og forbinde området med den omgivende by.

Byggeriet bliver pionér på energiområdet i kraft af bl.a. Danmarks mest energieffektive laboratorier, hvor spildenergien fra ventilationen bliver genanvendt i bygningens samlede energiregnskab i en hidtil uset grad.



Baggrund
Det nye Panum-kompleks tager afsæt i en netop offentliggjort strategi om at skabe et fortættet by-campus, "Nørre Campus", der samler aktiviteterne inden for natur- og sundhedsvidenskab.

Målet med byggeriet er at skabe tidssvarende laboratorier, auditorier og undervisningslokaler og samtidig styrke samspillet mellem universitetet, erhvervslivet og den omkringliggende by.

Universitets- og Bygningsstyrelsen og Københavns Universitet skød projektkonkurrencen i gang i juni 2010. Gennem en prækvalifikation blev syv danske og internationale teams af arkitekter og ingeniører udvalgt som totalrådgivere til at give deres bud på opgaven.

Nu hvor vinderforslaget er kåret, skal Universitets- og Bygningsstyrelsen og Københavns Universitet i tæt samarbejde med Arkitektfirmaet C. F. Møller frem til udgangen af 2012 udarbejde det endelige projekt.

Udover C. F. Møller består vinderteamet af Rambøll og SLA samt konsulenterne Aggebo & Henriksen, Cenergia, Gordon Farquharson og Innovation Lab.

Byggeriet skal tages i brug i slutningen af 2014.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125