23948sdkhjf

Top 10: Rune Kildens Pakhus-projekt har taget hul på 2. etape

Der er tænkt nyt og anderledes med Pakhusene, der vil være bygningen, som aldrig sover. Læs mere og få overblikket over de største igangsatte byggerier i oktober.

Entreprenørmaskinerne er i fuld gang med at hamre pæle i jorden til de to bygninger, som kommer til at udgøre 2. etape af bolig- og erhvervsprojektet Pakhusene mellem Lighthouse og Isbjerget på Aarhus Ø.

1. etape på knap 15.000 kvadratmeter stod færdig først på året, og med PFA Ejendomme som investor tager udviklingsselskabet Kilden & Hindby nu hul på de sidste 21.000 kvadratmeter, som forventes færdigopført i foråret 2020. Der er tale om erhvervsbygninger i henholdsvis 9 og 11 etager med meget fleksible lejemål.

- Hver enkelt etage er 1.000 kvadratmeter og kan deles i fire. Det betyder, at vi kan tilbyde lejemål helt ned i 250 kvadratmeter. Desuden bliver hver etage forberedt til, at vi kan lægge trapper ind. Den fleksibilitet er ikke så dyr at lægge ind nu, som den vil være senere, hvis en lejer vokser og får behov for mere plads, fortæller Rune Kilden.

En bygning skal leve
Ambitionen bag Pakhusene er at skabe ’huset der aldrig sover’. Det er et opgør med den 8-16- og 16-8-tankegang, som ofte præger henholdsvis erhvervs- og boligbyggeri – med afsæt i idéen om fællesskab, hvor boligejere og erhvervslejere deles om faciliteterne.

- Vi tænker hele tiden i den her blandende anvendelse ud fra en idé om, at en bygning skal leve – om ikke døgnet rundt så i hvert fald både om dagen, om aftenen og i weekenderne, forklarer Rune Kilden.

I Pakhusene er det sædvanlige motionsrum droppet til fordel for en mere eksklusiv fitnessclub, hvor medlemmerne deler omklædning og sauna med husets øvrige lejere. Og i kantinen laver restauratøren både den daglige frokost til medarbejderne og afholder konferencer, bryllupper, fødselsdage og konfirmationer i de tidsrum, hvor kantinen ellers ville være tom. I tilknytning til køkkenet er der også etableret en lille deli, som laver take away. Og så er der selvfølgelig dele-elbiler.

Overvældende modtagelse
Pakhusene blev i sin tid igangsat
uden at have én eneste lejekontrakt på plads. Men udviklerne trode på projektet, og interessen har efterfølgende vist, at konceptet kan bære. 

Derfor bliver det nok heller ikke sidste gang, at Kilden & Hindby prøver nye idéer af i et flerbrugerhus.

- Man kan godt få lidt ondt i maven, når man kaster sig ud i noget, som ikke rigtigt er prøvet før. Men modtagelsen fra erhvervslivet har været overvældende. Seks måneder før byggeriet stod færdigt, var 1. etape fuldt udlejet, og vi får ugentligt 2-3 henvendelser fra folk, som spørger, om vi har ledige lokaler, siger Rune Kilden.

Outstanding entreprenør
Pakhusene er tegnet af Aart Architects med Moe som rådgivende ingeniør. Såvel 1. etape som 2. etape opføres i totalentreprise af Kaj Ove Madsen Aarhus, og det er et samarbejde, som Rune Kilden er meget tilfreds med:

- Pakhusene er et projekt, hvor vi løbende får lejere ind med særlige ønsker til indretningen. I den forbindelse er det vigtigt at have nogle folk, som forstår, at de er med til at skabe værdi sammen med os ved at finde løsninger. Det har Kaj Ove Madsen været helt outstanding til. I et projekt, hvor du asfalterer, mens du kører, er det vigtigt, at du har fleksible folk omkring dig, siger Rune Kilden.

Pakhusene Aarhus Ø etape 2

Adresse: Aarhus Havn - Ø2, Felt 1-4
Areal: 21.000 kvm. (etape 2)
Budget: 310 mio. kroner
Bygherre: PFA Ejendomme
Bygherrerådgiver: Rambøll Danmark
Arkitekt: Aart Architects
Udvikler: Kilden & Hindby A/S
Rådgivende ingeniør: Moe A/S
Byggeperiode: Oktober 2017 - maj 2020

 

Artiklen er en del af temaet De største byggerier.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.144