23948sdkhjf

C.F. Møller skal tegne nyt fængsel på Falster

I samarbejde med Rambøll og Marianne Levinsen har arkitektfirmaet C.F. Møller netop vundet konkurrencen om et nyt statsfængsel med plads til ca. 250 indsatte.
Tirsdag offentliggjorde Kriminalforsorgen vinderen af en større projektkonkurrence om et nyt statsfængsel på Falster.

Otte teams var med i opløbet, og i sidste ende blev det århusianske C.F. Møllers fortolkning af fremtidens fængselsbyggeri, der løb med sejren:

- Det nye fængsel er et godt bud på fremtidens fængsel. Det har en høj arkitektonisk kvalitet, og det vil gøre det lettere for os at tage hånd om de udfordringer, vi står overfor, siger direktør William Rentzmann fra Kriminalforsorgen.

Et varieret og stimulerende univers
Forslaget tager udgangspunkt i en spredt lav bebyggelse, der koncentrerer bygningsmassen omkring centrale fritids- og beskæftigelsesfaciliteter.

Området er bundet sammen af en torveplads og et forløb af gader, som skal skabe et bymæssigt miljø i tæt samspil med det omgivende landskab på begge sider af den seks meter høje fængselsmur.

Hos C.F. Møller er arkitekt Mads Mandrup ansvarlig partner for projektet. Han fortæller, at arkitekturen inden for murene har været højt prioriteret, fordi et stimulerende miljø kan hjælpe den indsatte i bestræbelserne på at vende tilbage som en del af samfundet:

- Derfor arbejder det nye fængsel på Falster meget bevidst med et varieret og stimulerende univers af forskellige rumligheder og spændende landskabelige træk. Det skulle gerne bidrage til genopbygningen af individet og til at skabe fornyet tillid til fællesskabet og gensidig respekt for det overordnede samfund som helhed, forklarer Mads Mandrup.

Stjerneform skaber dynamik
I midten af fængslet er administrationsbygningen placeret sammen med en beskæftigelsesbygning, et kulturhus med bibliotek, religiøse rum, sportstilbud samt en butik.

Spredt ud herfra i stjerneform er selve fængselsafdelingerne – fire almindelige og én særligt sikret afdeling. Hver enkelt bygning får sin egen identitet.

Overordnet set fremstår komplekset i tegl i en varm, grålig tone, men flere elementer er med til at skabe variation. Beskæftigelsesbygningen er således krystalformet og beklædt med perforerede metalplader i grønne toner, mens kulturhuset er rundt, beklædt med glas og omsluttet af grønne lameller.

Stjerneformen går igen i udformningen af den seks meter høje fængselsmur. Her skaber knæk og skift et dynamisk forløb, der virker mindre afgrænsende, fordi der er fornemmelse af dialog med verden udenfor.

Baggrund
På Finansloven for 2009 blev der afsat godt 1 mia. kroner til at opføre et nyt, lukket statsfængsel på det nordlige Falster som led i en langsigtet plan for udskiftning af Kriminalforsorgens aldrende og utidssvarende bygningsmasse.

Det er hensigten, at Statsfængslet i Vridsløselille fra 1859 skal lukkes, når det nye fængsel er taget i brug efter årsskiftet 2015/2016.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095