23948sdkhjf

Betonpris til vandhus i Skanderborg

Dansk Vand- og Spildevandsforenings nye domicil er netop blevet belønnet med Bæredygtig Beton Prisen. Bag huset står Arkitektgruppen Aart, Cowi og A. Enggaard.
Prisen blev overrakt tirsdag under Bæredygtig Beton Konferencen, som i år blev afholdt i Musikhuset Aarhus.

Afgørende for valget af bygningen som prisvinder er den kreative brug af beton, som på én gang skaber oplevelser og bidrager til en miljørigtig og fremtidssikret håndtering af regnvand:

- Danva Vandhuset sætter bæredygtighed i fokus gennem et smukt, fremtidssikret og rationelt tænkt byggeri. Huset gør på fornemmeste vis opmærksom på, hvordan beton kan bidrage til spændende og oplevelsesrige løsninger på den markante udfordring med at aflede regnvand lokalt frem for at belaste kloaksystemet, forklarer formand for dommerkomitéen, Julian Weyer, der er partner i Arkitektfirmaet C.F. Møller.

Regnvand filtreres inden nedsivning
Danva Vandhuset er opført i 2010 og udmærker sig blandt andet ved, at regnvand fra husets P-arealer ledes videre til et bassin, hvor det filtreres inden nedsivning.

I den forbindelse fungerer en del af husets P-areal som overløbsbassin ved voldsomme regnskyl, så Danva ikke belaster kommunens kloaksystem.

Blandt husets øvrige bæredygtige løsninger er opsamling og udledning af regnvand fra taget gennem en markant konstruktion, der spyer vandet ud som et mindre vandfald på husets gadefacade. Herfra opsamles vandet i en række vandbede af pladsstøbt beton og ledes videre af vandrender i beton til et vådområde, hvor vandet kan sive ned.

Kreativ brug af beton skaber oplevelser
- Bygningen og dens løsninger viser, at selv på et begrænset areal kan kreativ brug af beton skabe oplevelser samtidig med, at regnvandet behandles med den respekt, som fremtidens drikkevand fordrer. Derudover er huset udført i lavenergiklasse 1 ved blandt andet at indtænke betons varme- og kuldeakkumulerende egenskaber i konstruktionen, forklarer Julian Weyer.

På Bæredygtig Beton Konferencen blev der også uddelt tre andre priser. Betonelement-Prisen og Utzon-Statuetten gik til Bjarke Ingels, frontfiguren i firmaet BIG – Bjarke Ingels Group, for boligkomplekset VM Bjerget på Amager. In-situ Prisen gik til Nibsbjerg Vandcenter i Holstebro, mens Betonprisen gik til centerleder Mette Glavind fra Teknologisk Institut.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094