23948sdkhjf

Betonprisen 2019 går til Aalborg Portland-direktør

På Dansk Betondag den 26. september 2019 i Svendborg uddeles den prestigefyldte Betonprisen. I år går prisen til Aalborg Portlands udviklingsdirektør, Jesper Sand Damtoft, der med sit forsknings- og udviklingsarbejde har bidraget væsentligt til den danske og internationale betonbranche. Det skriver Aalborg Portland i en pressemeddelelse. 

Særlig betydning har det opsigtsvækkende projekt Grøn Beton II, som blev afsluttet i februar 2019. Sammen med blandt andet forskere fra DTU Byg har Jesper Sand Damtoft og Aalborg Portland udviklet en ny cementtype, Futurecem, som forventes at kunne skære op mod 30 procent af CO2-udledningen ved cement- og betonproduktion. Projektet er den foreløbige kulmination på fem års forsknings- og udviklingsarbejde med bl.a. Jesper Sand Damtoft i spidsen som formand for projektets styregruppe. 

- Jeg har altid interesseret mig for klimapåvirkning, og derfor har jeg gennem en lang årrække deltaget i forsknings- og udviklingsprojekter – store som små – der har haft ambitioner om at udvikle verdens ældste og vigtigste byggematerialer til det bedre. Her har jeg lige fra begyndelsen nydt opbakning fra Aalborg Portlands ledelse, hvilket både kom til udtryk i investerede ressourcer og dedikeret arbejdstid, men også strategisk indflydelse, forklarer Jesper Sand Damtoft. 

Projektet udgør blot det seneste i rækken af mange, som Jesper Sand Damtoft har været en del af i løbet af de snart 35 år, han har været tilknyttet Aalborg Portland. Heriblandt også Grøn Beton I, der går tilbage til 1998. 

Med Betonprisen, som kun uddeles hvert andet år, hædrer Dansk Betonforening en eller flere personer, der gennem deres virke har bidraget væsentligt til udviklingen og forståelsen af blandt andet betons tekniske egenskaber og æstetiske anvendelsesmuligheder. 

Jesper Sand Damtoft har siden 1985 været ansat på Aalborg Portland i virksomhedens udviklingsafdeling, hvor han gennem årene har beskæftiget sig med en bred vifte af fagområder. Fra anvendelse af affald som brændsel i cementproduktionen over udvikling af nye cement- og betontyper til udvikling af avanceret teknisk keramik på baggrund af grønlandske mineraler. 

I 2006 blev han udnævnt til direktør med ansvar for forskning og udvikling. En funktion, som blev markant udvidet i 2011, da den internationale italienske cement- og betonkoncern, Cementir Holding, valgte at samle alle sine aktiviteter inden for forskning, udvikling og kvalitet hos forskningscentret i Aalborg. Forskningscentret med Jesper Sand Damtoft i spidsen er i dag anerkendt som et af verdens førende inden for sit område og tæller 27 medarbejdere fordelt på 5 nationaliteter. 

I 2004 var Jesper Sand Damtoft medstifter af Nanocem, der er et Europæisk samarbejde om cementforskning, som i dag har udviklet sig til den førende autoritet inden for sit område. Siden 2013 har Jesper Sand Damtoft desuden været medlem af bestyrelsen for De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS). Herudover er han bestyrelsesmedlem i 21st North, der er et selskab, der udvikler prospekter for efterforskning af mineralske råstoffer i Grønland. 

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125