23948sdkhjf

Toppen er nået i Aalborg

Fem boligtårne med 222 boliger samt et stort p-hus med plads til 300 biler er under opførelse på Sohngårdsholmsvej i Aalborg. 

Parkbyen hedder bebyggelsen, som er med til at åbne det store parklandskab, Golfparken, og gøre det til en mere integreret del af den omgivende by. 

Projektudvikleren Søren Enggaard A/S tog første spadestik til Parkbyen i foråret og er nu så langt, at råhusene til de to mindste tårne har nået fuld højde i henholdsvis 10 og 11 etager. Desuden er der støbt fundament til p-huset og yderligere tre boligtårne i området, som tidligere tilhørte Aalborg Universitet.

– Planen er at udnytte nærheden Golfparken ved at etablere nye stiforbindelser, og alle bilerne samler vi i et stort p-hus for at skabe plads til mere af det grønne, fortæller projektchef Karsten Westergaard fra Søren Enggaard A/S, i en pressemeddelelse om projektet. 

Beregninger sikrer besparelser under jorden
Det bakkede landskab i denne del af Aalborg består af kalk og har givet anledning til en del ekstra foranstaltninger i forbindelse med udgravning og støbning på grunden. Kalken under det øverste jordlag har store sprækker, hvilket giver betydelige udsving i jordens styrkeforhold. 

Derfor har Søren Enggaard A/S haft geotekniske rådgivere fra Andreasen & Hvidberg til at analysere undergrunden og optimere fundamenterne under de høje boligtårne. Ved at bruge flere ressourcer i beregningsfasen er det lykkedes at opnå betydelige besparelser på beton og armering til funderingen. 

Undervejs i arbejdet med udgravningerne er man flere steder stødt på underjordiske kaviteter – såkaldte jordfaldshuller – der er opstået som følge af mange års nedsivning af surt regnvand, som opløser kalken. Det har gjort det nødvendigt at være særligt opmærksom på risikoen for, at de høje bygninger kan få sætningsskader: 

- Jeg har set maskiner synke ned i jordfaldshuller, så det er ikke svært at forestille sig, at risikoen for sætningsskader er stor. Derfor fører vi skærpet tilsyn og følger samtlige udgravninger i Parkbyen tæt, siger direktør Jens Jakob Porsmose fra Andreasen & Hvidberg. 

Opførelsen af de to første råhuse i Parkbyen markeres officielt den 4. december 2019 med et rejsegilde. 

Fakta: Parkbyen

Projektet er udviklet af Søren Enggaard A/S med Transform ApS og Moe A/S som henholdsvis arkitekt og rådgivende ingeniør.  

Parkbyen omfatter otte boligtårne i 10-16 etager, et p-hus og et kontorbyggeri. 

De to første boligtårne i 10 og 11 etager forventes klar til brug i december 2020 sammen med p-huset, mens de næste tre boligtårne i henholdsvis 13, 13 og 16 etager færdiggøres henover sommeren og efteråret 2021. 

Planerne for Parkbyen rummer også en etape 2 med yderligere tre boligtårne samt et erhvervsbyggeri. Det er endnu ikke besluttet, hvornår denne del af byggeriet igangsættes.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094