Antallet af lejligheder i højhuset i Magisterparken falder fra i dag 169 til 120, når renoveringen er gennemført i 2014.
Det fortæller direktør Ole Nielsen fra Himmerland Boligforening:
- Vi sammenlægger eksisterende boliger både vandret og lodret. På de øverste etager indretter vi nye lejligheder med store vinduespartier og med en enestående udsigt mod syd, ligesom de får store altaner, siger han.
Tekniske undersøgelser har vist, at det er nødvendigt at iværksætte en temmelig omfattende renovering af betonkonstruktionerne på højhuset. Dertil kommer renovering af badeværelser, etablering af flere boliger tilpasset ældre og fysisk handicappede beboeres behov og introduktion af nye boligtyper.
Magisterparken består i dag af 319 boliger. Byggeriet, der ligger på toppen af Sohngårdsholmsvej, er opført i 1962 og består af et højhus og en række lave blokke.
- For blokkenes vedkommende bliver der ikke tale om udvidelse af lejlighederne, men de gennemgår alle en renovering, der blandt andet betyder, at de får nye badeværelser og mekanisk ventilationsanlæg. Og for alle stuelejlighedernes vedkommende bliver der adgang til egne haver og opholdsarealer, siger Ole Nielsen.
Arbejdet på de lave blokke omfatter også tagrenovering, etablering af adgangskontrol og udskiftning af kloakker.
Hele renoveringen af Magisterparken vil koste omkring 200 mio. kr. Ole Nielsen forventer at renoveringsarbejdet, der finder sted i tre etaper, vil være afsluttet i foråret 2014.
Følg renoveringen på
afdelingens hjemmeside

