Henrik Egemose har overtaget familieforetagendet, Egemose El og Energi.
I forbindelse med generationsskiftet er forretningen udvidet og specialiseret, så energioptimering nu spiller en mere central rolle.
- Jeg har besluttet at dreje virksomheden i en mere energimæssig retning. Vi vil være specialister inden for varmepumper og solceller, og vi vil udvide vores kundeområde fra Langeland til hele Sydfyn, fortæller Henrik Egemose til installator.dk.
I forbindelse med energisatsningen er indgået et fast samarbejde med en vvs-installatør. Dermed kan kunderne få ét samlet bud, når det drejer sig om solenergi og varmepumper. Det skriver installator.dk.
Det hele startede i forbindelse med, at Henrik Egemoses far ville trappe ned og overdrage forretningen til sønnen.
Banken ville give kassekredit og lån, hvis Vækstfonden blev involveret. Til gengæld for at kautionere for banklånet i forbindelse med overdragelsen blev Henrik Egemose stillet overfor en række krav. Krav han i dag sætter pris på, da det indebar at opsætte en businessplan og udarbejde planer for de fremtidige satsningsområder, der så blev energi.
Ejerskifter er et stort område for Vækstfonden, og i 2010 var 40 % af fondens finansieringen forbundet med ejerskifter.