23948sdkhjf

Hvad er et moderne bibliotek – og hvordan skal det bygges?

Styrelsen for Bibliotek og Medier har fået støtte af Realdania til at udvikle et modelprogram for, hvordan moderne biblioteksbyggeri kan bidrage til en bæredygtig byudvikling.
Programmet skal dække alle typer af folkebiblioteker lige fra det store metropol-bibliotek til det lille lokale bibliotek i de mindre byer rundt om i Danmark.

Folkebibliotekernes rolle er de seneste år ændret markant, og mange steder har de fået helt nye funktioner.

Målet med modelprogrammet ”Det nye bibliotekskoncept” er at give innovative bud på, hvordan bibliotekets fysiske rammer kan udvikles, så de bedst muligt understøtter bibliotekernes nye rolle. Projektet skal komme med idéer til, hvordan man skaber biblioteksbyggeri, der fungerer som en dynamisk og integreret del af såvel det offentlige byrum som det omkringliggende lokalsamfund.

Skal leve op til borgernes ændrede behov
Når modelprogrammet ligger færdigt, skal det kunne være inspiration for fremtidens biblioteksbyggeri, så det bliver et lokalt mødested, der understøtter brugernes behov for informationssøgning og læring samt dannelsen af nye sociale og faglige netværk.

Realdania støtter ”Det nye bibliotekskoncept” som led i en serie af modelprogramprojekter, der skal inspirere til nye veje i byggeriet og opbygge ny viden.

- Vi ser projektet som et vigtigt skridt på vej mod en udvikling af rammerne om det danske folkebibliotek, sådan at det også i fremtiden kan leve op til borgernes ændrede biblioteksbehov, siger projektleder Marianne Kofod.

I balance med de omgivende byrum
I spidsen for projektet står Jens Thorhauge, som er direktør i Styrelsen for Bibliotek og Medier. Han siger:

- Ændringerne i medielandskabet og borgernes daglige kulturforbrug udfordrer det klassiske folkebibliotek til nytænkning. Det fysiske rum skal tænkes og indrettes som et fleksibelt rum, der nemt kan tilpasses og forandres i takt med, at nye ønsker og behov opstår.

Fremtidens biblioteker skal være mere tilgængelige, indbydende og i balance med de omgivende byrum, og her spiller byplanlægning og de arkitektoniske rammer en afgørende rolle, påpeger Jens Thorhauge.

”Det nye bibliotekskoncept” løber frem til juni 2013. Realdania støtter projektet med 2 mio. kr.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097