23948sdkhjf

Klumme: Vi skal samarbejde mere

Jane Sandberg giver i dagens klumme eksempler på gode samarbejdsprojekter. Det kræver mere af den slags, hvis vi fortsat vil udvikle arkitektur og design i verdensklasse.
Klumme af Jane Sandberg, direktør i Arkitektforeningen

For nogle år siden var Arkitektforeningen konkurrencerådgivere på konkurrencen om et nyt energineutralt hus; "Bolig+". En af betingelserne i konkurrenceprogrammet var, at arkitekterne og ingeniørerne skulle arbejde sammen fra første færd.

Idéen var, at de to faggrupper sammen kunne udvikle noget, der var bedre end det, de kunne udvikle hver især.

Gensidig forståelse
Konkurrenceformen var en stor succes. For deltagerne var det en berigende oplevelse. De blev klogere på hinandens arbejdsmetoder, og projekterne blev mere helhedsorienterede.

For Arkitema og Esbensen Rådgivende Ingeniører, som stod bag vinderprojektet, betød den integrerede designproces en gensidig forståelse for projektets tekniske, økonomiske, sociale og æstetiske udfordringer. Den gjorde, at hele teamet trak i samme retning mod det samme mål og dermed skabte løsninger, som tilgodeså flere behov på en gang.

En af løsningerne var myriaden af trekantede altaner på den sydøstvendte facade. Altanernes gulvflade er størst i sydlig retning og bliver smallere jo tættere man kommer på facaden mod øst. Det skærmer mod direkte lys og giver et bedre lysindfald i lejlighederne. Samtidig forlænger altanerne facaden og giver dermed plads til flere af de solceller, som teamet valgte at integrere netop i altanerne.

De mange trekantede altaner tilfører samtidig en æstetisk kvalitet, idet de giver indtryk af en bølgende facade. Bolig + er et godt eksempel på, hvor meget vi kan udrette, hvis gode arkitekter og gode ingeniører sætter sig ned og arbejder sammen fra første færd.

Nye innovative løsninger
Et andet godt eksempel er et forsøgsprojekt i Albertslund Syd, hvor seks rækkehuse er blevet energirenoveret med støtte fra EUDP under Energistyrelsen. Her satte arkitekten, ingeniøren, entreprenøren og byggevareproducenterne sig sammen for at gennemarbejde seks modeller for renovering.

Arkitekterne bag projektet, Nova 5, formulerede nogle overordnede æstetiske spilleregler for bebyggelsen, de forskellige faggruppers ønsker og krav blev formuleret, og så gik designprocessen i gang. Takket være samarbejdet lykkedes det at skabe en bebyggelse med et ens arkitektonisk udtryk, hvor energieffektiviteten voksede fra hus til hus, så vejen begyndte med et rækkehus, der opfylder bygningsreglementet og sluttede med et nulenergirækkehus.

I fællesskab kom projektdeltagerne frem til en række bæredygtige design, som både øgede energieffektiviteten og boligernes funktionalitet. For eksempel udviklede teamet et uopvarmet vindfang til de mest energieffektive rækkehuse, en løsning som har en række funktionelle kvaliteter, og som vil blive brugt i den generelle renovering af bebyggelsen. For alle parter var der tale om en meget unik samarbejdsform, som gav resultater og som øgede deltagernes konkrete viden om energieffektivt byggeri.

Samarbejde gælder ikke kun arkitekter og ingeniører
Der er meget at vinde ved at arbejde sammen, især med de voksende krav til energieffektivitet. Hvis arkitekterne og ingeniørerne arbejder tæt sammen fra første færd, kan energiforbedringer blive en integreret del af bygningens arkitektur.

Det kan være tekniske løsninger som naturlig ventilation, havvandskøling eller solceller. Men det kan også være enkle greb som en større rumhøjde eller en bedre placering på grunden, der er med til at sikre det optimale indeklima. I et tværfagligt samarbejde finder ingeniører og arkitekter ofte bedre løsninger, end når de forsøger at finde ud af det hele selv.

Samarbejde med ingeniører og arkitekter er ikke det eneste, vi kan vinde på. Samarbejde mellem rådgivere og producenter kan også bane vejen for nye designs og muligheder, vi ikke havde regnet med. Tag bare tegnestuen Vandkunstens projekt Æblelunden. Her har tegnestuen været med til at designe betonelementerne, så de enkelte elementer griber fat i hinanden som puslespilsbrikker. Et design, som kun kom i stand, fordi tegnestuen insisterede på at snakke direkte med arbejderne på fabrikken, der fremstiller betonelementerne. Praktisk håndværk og arkitektur gik hånd i hånd.

Der er mange gode eksempler på godt samarbejde mellem alle byggeriets parter. Og heldigvis kommer der flere og flere. For vi skal blive bedre til at lytte og lære af hinanden, hvis vi vil fortsat vil udvikle arkitektur og design i verdensklasse.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.143