Mattias Manstrup har pr. 30. juni 2012 valgt at fratræde sin stilling hos Nybolig Erhverv Aalborg for at søge nye udfordringer som administrerende direktør hos Søren Enggaard A/S.
Ansættelse af Mattias Manstrup sker som et led i et generationsskifte, hvor Søren Enggaard pr. 1. juli vil hellige sig jobbet som bestyrelsesformand og bruge mere tid på familien og sine interesser i øvrigt.
Søren Enggaard A/S er grundlagt i 1975 og har domicil i Aalborg. Med tilknyttede selskaber håndterer virksomheden ca. 175.000 m² bygninger til udlejning og ca. 200.000 m² jord til ejendomsudvikling. Søren Enggaard A/S er blandt andet involveret i den igangværende omdannelse af Aalborgs såkaldte eternitgrund.