23948sdkhjf

Henning Larsen-byggeri klar til første spadestik i Aalborg

14.500 m² med erhverv og boliger i op til 15 etager nærmer sig byggestart på havnen i Aalborg. Henning Larsen Architects har tegnet byggeriet, der koster 280 mio. kr.
Siden 1972 har Aalborg haft sit Aalto-byggeri i form af kunstmuseet Kunsten. I 2008 kom Jørn Utzon til som den arkitektoniske hjerne bag det center, der i dag bærer hans navn. Og på Himmerland Boligforenings foranledning føjer Henning Larsen sig nu til de verdenskendte nordiske arkitekter med markant byggeri i Aalborg:

- Umiddelbart vest for Musikkens Hus opfører vi 254 ungdomsboliger i en utrolig spændende arkitektur udviklet af Henning Larsen Architects. Der bliver tale om to selvstændige bygninger. Op til Nyhavnsgade opfører vi et hus, der stiger fra to til syv etager. Og ud mod Limfjorden følger et af havnefrontens uden tvivl mest exceptionelle byggerier i form af en hus, der gradvist stiger fra tre etager mod syd for at ende i et 15 etager højt byggeri mod nord. Alt i alt er der tale om bygninger på mere end 14.500 m², siger Ole Nielsen, direktør for Himmerland Boligforening.

Tagareal med dobbelt funktion
De to bygningers facader, materialer og fysiske udformning forbinder dem visuelt til en samlet bebyggelse, der kommer til at spille sammen med de øvrige karakteristiske byggerier på denne del af havnefronten.

Begge bygningers tage skråner med niveauforskelle på flere etager for dels at symbolisere overgangen fra by til havnefront, dels at skabe et naturligt flow og et dynamisk, kraftfuldt udtryk mod Limfjorden. Tagene spiller dog også en anden væsentlig rolle for byggeriet, der er døbt Larsen Waterfront:

- På samtlige tagfladerne bliver der solcellepaneler, der leverer el til husenes daglige drift – og på den højeste del vil der være et tydeligt display, der viser hvor meget strøm solcellerne producerer, siger Ole Nielsen.

Facaderne bliver beklædt med en gylden, let bølgende strækmetalplade, der giver en levende udtryk, idet bølgerne i strækmetallet fanger og følger solen og det indirekte himmellys. Pladernes struktur betyder at der bliver kastet skygger som let løv på de altangange, som alle ungdomsboligerne er orienteret mod.

- Omkring bygningerne skaber vi mulighed for byrum med lys og læ. Én plads bliver i eftermiddagstimerne til et stille, solbeskinnet uderum, mens andre får sol både morgen, middag og aften. Og fælles for byrummene er at de ligger i læ mellem bygningerne, forklarer Ole Nielsen.

A. Enggaard er entreprenør
Aalborgs rådmand for Sundhed og Bæredygtig Udvikling, Thomas Kastrup-Larsen, tager sammen med formand for Himmerland Boligforening, Peter Anker, det første spadestik til ungdomsboligbyggeriet lørdag 16. juni 2012 kl. 11.30.

Byggeriet, der ventes at få en samlet pris på omkring 280 mio. kr., opføres med A. Enggaard A/S som totalentreprenør. Foruden ungdomsboligerne kommer Larsen Waterfront til at rumme Himmerland Boligforenings nye administration, fællesfaciliteter til ungdomsboligerne samt et par detaillejemål, der eksempelvis kan huse dagligvarebutikker.

Ole Nielsen forventer at byggeriet vil være klar til at modtage beboerne til studiestart 2014.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109