23948sdkhjf

Modulbyggeri genhuser børn efter sprængning

Cramo opførte børneinstitution til genhusning af 120 børn i løbet af en måned, da de to højhuse i Rødovre blev sprængt.
Det tog præcis en måned og én dag at opstille de 32 moduler til den midlertidige vuggestue og børnehave, der skal genhuse de børn og pædagoger, der er blevet ’hjemløse’ som følge af bortsprængning og det efterfølgende oprydningsarbejde i Rødovre.

Sprængningen har været planlagt længe, og i sommeren 2011 blev Cramo kontaktet af et rådgivende ingeniørfirma, der bad om forslag til, hvordan en midlertidig genhusning af 120 vuggestue- og børnehavebørn kunne etableres i nærområdet.

Cramo hjalp rådgivningsfirmaet med tegninger, beskrivelser og løsningsmodel for det midlertidige byggeri, og fire firmaer blev inviteret til at give bud på opgaven med opførelse af et modulbyggeri.

- Vi vandt projektet ud fra både en økonomisk og en praktisk betragtning. Samtidig havde vi den korteste leveringstid, og det blev ganske vigtigt. Vi endte med at bygge institutionen med i alt 32 moduler i løbet af en måned og én dag, fortæller projektchef Mads Blom, Camo A/S.

Et projekt der vækker opsigt
Vuggestuen rummer 50 børn i alderen 0-3 år, mens den anden afdeling er børnehave for ca. 70 børn i alderen 3-6 år. Begge afdelinger er udrustet med alt det nødvendige for en moderne og velfungerende institution eksempelvis fuldt fungerende industrikøkken, automatisk brandalarm, otte puslerum med tilhørende børnetoiletter samt otte stuer/legerum med hver deres garderobe og indgang.

- Ud over den store interesse, som sprængningen af de to beboelsesejendomme naturligt har givet, så har selve genhusningen af børneinstitutionerne også vakt opsigt på grund af den korte byggetid. Erfaringerne fra projektet i Rødovre ventes at danne skole for kommende tidsbegrænset skole- og institutionsbyggeri i Danmark, siger Mads Blom.

Cramo har mange års erfaring med opbygningen og udlejning af modulbyggeri til mange forskellige formål som skoler, institutioner, kontorer, kantiner, hospitaler og beboelse.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094