Råhusentreprenør foretager historisk støbning
En ekstraordinær begivenhed udspillede sig omkring Pihlkonsortiets byggeplads i Carlsberg Byen 18. marts. Her støbte konsortiepartneren, råhusentreprenøren LM Byg, nemlig fundamentet til et af hovedstadens nye vartegn - Carls Tårn i Carlsberg Byen.
Fra kl. 04 om morgenen og 11 timer frem, forcerede intet mindre end 120 betonbiler den københavnske fredagstrafik. Med tromlerne fulde af beton kørte de i pendulfart til og fra Pihlkonsortiets byggeplads, hvor LM Byg støbte den 1,5 meter tykke og 900 kubikmeter store bundplade til det 80 meter høje tårn.
- Fundamentet til Carls Tårn er den største sammenhængende støbning i LM Bygs historie, og selve tårnet er Pihlkonsortiets og dermed også LM Bygs højeste til dato, siger Per Semmling, adm. direktør i LM Byg A/S, og fortsætter om selve forløbet:
- For at støbe bundpladen skulle der støbes 80-100 kubikmeter beton ud i timen, og det krævede et konstant og jævnt flow af betonbiler, der aflastede beton på pladsen. Det blev til i alt 120 biler på 11 timer. Det har krævet et stort og nøje planlagt logistisk arbejde at sikre en konstant tilgang af betonbiler til en støbning af den kaliber, i et tæt, travlt og beboet område i København.
Proportionerne på støbningen af Carls Tårn-fundamentet var så store og opgaven så unik, at LM Byg måtte ty til en særlig type beton. Det havde en positiv effekt på flere parametre.
- For at kunne kontrollere varmeudviklingen i så stor en støbning som denne, har vi i LM Byg sammen med DK Beton regnet på betonrecepten og udviklet en speciel beton til formålet. Og den beton sparer samtidigt 10 procent cement i betonen, hvilket resulterer i en tilsvarende CO2-reduktion, forklarer Per Semmling.
Carlsberg Byen
Byggeriet af hovedstadens nye bydel, Carlsberg Byen, har været i gang siden 2013 og forventes færdigt i 2024
I sommeren 2021 kunne Pihlkonsortiet fortælle, at det havde vundet totalentreprisen på plads BA6V, der indeholder Carls Tårn, karréen Nebelong Hus og længehuset Olivia Hus
Det 80 meter høje Carls Tårn kommer til at huse mere end 90 lejligheder. Tårnet er bygget sammen med karréen Nebelong Hus, der skal rumme 130 familieboliger i forskellige størrelser. I længehuset Olivia Hus får de 40 boliger direkte kig ud til J.C. Jacobsens Have og bryggerhestenes fold
Pihlkonsortiet, der består af Pihl & Søn, LM Byg og M.J. Eriksson, er totalentreprenør på projektet, der gik i gang i november 2021. Carls Tårn er det højeste tårn Pihlkonsortiet har bygget
I slutningen af marts 2022 ramte konsortiepartneren LM Byg endnu en milepæl i forbindelse med byggeriet. Her støbte råhusproducenten den 1,5 meter tykke og 900 kubikmeter store bundplade til Carls Tårn. Det er den største sammenhængende støbning LM Byg nogensinde har foretaget i sin historie
Det krævede 120 betonbiler, 11 timers arbejde og 900 kubikmeter beton at støbe det imponerende fundament
Da projekt bryggerigrund til Københavns nye bydel forventes at være fuldendt i 2024.