23948sdkhjf

NCC med i fælles front for et ’grønnere’ Aarhus

I næste uge samles 50 forskere i to døgn for at udvikle nye bud på klimateknologi, der kan bane vejen for et grønnere Aarhus.
Hvad sker der, hvis man tager 50 forskere med hver deres specialistviden og sætter dem sammen i to døgn for at arbejde med teknologiscenarier for fremtidens CO2-neutrale Aarhus?

Håbet er, at der kommer en masse gode idéer, som kan være med til at indfri Aarhus Kommunes klimamålsætninger.

Forskerne er ph.d.-studerende inden for forskellige ingeniørvidenskabelige områder. De deltager i den første PHD Challenge på Aarhus Universitet, som fremover vil finde sted hvert år i august. Formålet med PHD Challenge er også at synliggøre den ingeniørvidenskabelige forsknings anvendelsespotentiale i omverdenen.

- Én gang om året vil vi samle vores kræfter for at komme med bud på løsninger til en særlig aktuel problemstilling i samfundet. Det er egentlig et meget simpelt forsøg på at få vores forskning uden for universitetets mure, siger Thomas Toftegaard, institutleder for Institut for Ingeniørvidenskab, som står bag initiativet.

Eksperimentarium for fremtidens byggeri
Forskerne skal helt konkret arbejde med et fiktivt etagebyggeri på Aarhus Havn. De skal skitsere løsninger for, hvordan man kan nedbringe udledningen af drivhusgasser i hele bygningens livscyklus – det vil sige i både materialer, opførelse, drift og bortskaffelse.

- Det er meget vigtigt at tænke helhedsorienteret, når man arbejder med klimateknologi, og der er et stort potentiale i at koble forskere fra forskellige fagområder sammen i en fælles indsats. Jeg forventer, at vi ser nogle meget spektakulære løsningsforslag, der kan komme hele Aarhus til gavn, siger Thomas Toftegaard.

Også NCC forventer meget af forskerbegivenheden:
- Det er en unik mulighed for os at få adgang til så mange specialister på én gang. Det er et spændende eksperiment, og jeg tror, det kommer til at syde og boble med idéer. Vi har en vigtig opgave i hele tiden at være på forkant med udviklingen inden for bæredygtigt byggeri, og i den forbindelse er dette innovationssamarbejde med Aarhus Universitet værdifuldt, siger Frank Skov Jensen, projektudviklingschef i NCC Property Development A/S.

Samarbejde om forskning og udvikling er nødvendigt
Det overordnede tema for dette års PHD Challenge er klimateknologi, og det er Aarhus Kommune og byggekoncernen NCC, der står bag den præcise formulering af udfordringen til forskerne.

- I Aarhus Kommune udgør CO2-udledningen, der knytter sig til energiforbrug i boliger og bygninger, mindst 35 procent af den samlede CO2-udledning i kommunen. For at vi kan nå vores vision om CO2-neutralitet i 2030, er det nødvendigt, at der bliver udviklet indenfor dette område. Derfor hilser jeg begivenheder som denne velkommen. For samarbejde med virksomheder og vidensinstitutioner er nødvendigt, hvis vi skal nå de mål, vi har sat os, siger borgmester Jacob Bundsgaard.

FAKTA
PHD Challenge er en ny forskerevent på Aarhus Universitet. Én gang om året samles ph.d.-studerende fra det ingeniørvidenskabelige område om at løse en teknologisk udfordring i samfundet.

I år har PHD Challenge fokus på Aarhus’ klimaudfordring. Forskerne skal komme med forslag til, hvordan man kan nedbringe byggeriets energiforbrug. Den præcise problemformulering lyder:

”Hvordan kan man nedbringe udledningen af drivhusgasser i hele bygningens livscyklus – det vil sige i både materialer, opførelse, drift og bortskaffelse”

De deltagende forskere arbejder til daglig inden for områder som informations- og kommunikationsteknologi, bioteknologi, byggeri og mekanik.

Arrangementet finder sted d. 16. og 17. august, Dayz Søhøjlandet, Lille Amerika 10, 8883 Gjern.

Borgmester Jacob Bundsgaard holder åbningstale d. 16. august klokken 10.15 Forskerne skal arbejde i teams og præsentere deres løsninger d. 17. august fra klokken 13.30. Vinderteamet kåres kl. 15.00

Læs mere om arrangementet her: http://eng.au.dk/aktuelt/arrangementer/p...

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172