23948sdkhjf

Flere vil bo i vestjysk naturbydel – boligselskab bygger 33 ekstra passivhuse

Først kom 47 boliger, og nu bygges yderligere 33 boliger i Ringkøbing Skjern Boligforenings byggeri Fjordudsigten i Naturbydelen Ringkøbing K. 

Udvidelsen markeres med et første spadestik fredag den 26. august, skriver Naturbydelen i en pressemeddelelse.

Efterspørgslen er - som Bo Lodbjerg, direktør i Ringkøbing-Skjern Boligforening, også fortalte til Licitationen i januar 2020 - afgørende for, at boligforeningen nu opfører 33 nye passivhuse.

De nye boliger kommer til at ligge midt i Naturbydelen med adgang til sø, skov og vidtstrakte enge og med udsigt til Ringkøbing Fjord for de flestes vedkommende.

– Med udviklingen af Naturbydelen vil vi gerne vise nogle nye veje for, hvordan man kan bo miljømæssigt forsvarligt med direkte adgang til naturen. Boligerne i Fjordudsigten er med deres lave energiforbrug både aktuelle og attraktive, så jeg er rigtig glad for, at Boligforeningen nu bygger mere af samme skuffe, siger projektdirektør i Naturbydelen Ringkøbing K Peter Kirketofte i pressemeddelelsen.

Boligerne bliver både i 1 plan og 2 plan i størrelser 80-115 kvm, og hver bolig har enten en terrasse i stueplan eller en altan på 1. sal. Der bliver kun opført tre- og fireværelses boliger, da det er dem, der er størst søgning på.

Boligforeningen forventer, at de nye boliger er klar til indflytning ved udgangen af 2023.

Valgte entreprenør fra Grindsted

Bo Lodbjerg, direktør i Ringkøbing-Skjern Boligforening, kunne i starten af januar 2020 fortælle Licitationen - Byggeriets Dagblad, at boligforeningen valgte K.G. Hansen som entreprenør på Fjordudsigten.

Entreprenøren med base i Grindsted blev valgt efter en licitation med fire prækvalificerede firmaer.

– Targetprisen var 111 mio. kr., og det var også der, det endte, fortalte Bo Lodbjerg dengang om økonomien i projektet.

Arkitekt på projekter Bjerg Arkitektur.

Energiforbrug i Fjordudsigten i Naturbydelen Ringkøbing K

  • Store vinduespartier mod syd med energieffektivt glas udnytter solvarmen og reducerer varmetabet
  • Lyse og solopvarmede rum sammen med ventilation af helt frisk luft giver et godt indeklima både sommer og vinter
  • Solskærme, der automatisk skygger for vinduerne, når solens varmepåvirkning bliver for stor, gør, at man kan undgå overopvarmning af rummene
  • Solceller på tagene producerer energi, som lagres i et meget stort batteri af typen flowbatteri. Batteriet fylder som en lille container og fungerer ved at cirkulere kemisk ladet væske mellem to beholdere. Et flowbatteri lagrer energien meget effektivt og har næsten uendelig levetid.
  • Også i forhold til byggematerialerne er passivhusene mindre klimabelastende end andre huse. Produktionen af de lette ydervægge har for eksempel et CO2-aftryk, der er under det halve af nybyggeri i øvrigt.
  • Også den energi, der hentes fra elnettet, er bæredygtig i kraft af, at der produceres mere strøm fra vedvarende energi i Ringkøbing-Skjern Kommune, end der forbruges. Produktionen kommer fx fra solceller og vindmøller.

Kilde: Naturbydelen

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094