23948sdkhjf

Møder ved kaffemaskinen har taget mange små sager i opløbet på 335 mio. kr. sundhedsbyggeri

Byggeriet af AaU Sund, de kommende lokaler til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet, nærmer sig nu færdiggørelse. 

Med AB-aflevering (aflevering af byggeri) fra MT Højgaard til bygherren, Vejdirektoratet, er en vigtig milepæl i projektet, oplyser parterne i en pressemeddelelse.

I en tid med stigende priser, nedlukninger og pressede leverancekæder udmærker projektet sig ved både af være afleveret til tiden, og til prisen, lyder det fra parterne. 

– Vi er gået ind i projektet med en klar forventningsafstemning om, hvad det er vi ville opnå, og hvordan vi ville nå derhen. Det har hele tiden været grundstenen i vores indbyrdes samarbejde, og har sparet os for mange hovedpiner. Vi valgte fra start at have en strategi om, at man aldrig måtte afvise uden at anvise eller hjælpe folk videre, fortæller projektleder Lasse Rud Pedersen, Vejdirektoratet, om den fælles forståelse og definition af, hvad projektets succeskriterier skulle være.

Den ny fakultetsbygning er på i alt 22.400 kvm og forbindes med universitetshospitalet i Aalborg via en koblingszone, der tjener som fælles foyer. Den indeholder også auditorium og seminarrum for det sundhedsvidenskabelige fakultet.

Da MT Højgaard blev præsenteret som entreprenør i november 2019 blev entreprisesummen opgivet til cirka 335 mio. kr.

Entreprenør og bygherre deler skurvogn

Både hos Vejdirektoratet og hos entreprenøren MT Højgaard Danmark har der under hele processen således være stor fokus på projektets overordnede mål.

– Ligesom resten af samfundet har vi også mærket, at pandemien har skabt udfordringer undervejs, så vi ikke altid kunne være så mange på pladsen, som vi ønskede. Men udfordringer som dem har vi kunne tale åbent om med bygherren, siger projektchef Mads Olsson.

Vejdirektoratet som bygherre

Ansvaret for gennemførelse af byggeriet af AaU Sund i Aalborg overgik i marts 2018 til Vejdirektoratet, der varetager rollen som bygherre.

Samtidig overtog Vejdirektoratet styringen af Niels Bohr Science Center og Statens Naturhistoriske Museum samt et byggeri ved Sundhedsvidenskabeligt Fakultet på Syddansk Universitet i Odense.

Overflytningen blev truffet i kølvandet på problematiske projektforløb med voldsomme budgetoverskridelser. Blandt andet på Niels Bohr Bygningen, som på daværende tidspunkt var blevet mere end 1,5 mia. kr. dyrere end budgetteret.

Vejdirektoratets ansvar vil udelukkende være gennemførelse af projekterne. Den efterfølgende drift varetages fortsat af Bygningsstyrelsen.

Lidt usædvanligt har man valgt at begge parter skulle sidde i den samme skurvogn.

– Vi har haft en meget tæt kontakt hele vejen, og når man mødes om frokostbordet eller foran kaffemaskinen, så er der mange små sager, som bliver løst, før de nogensinde når at blive større. Det har gjort en kæmpe forskel, både i forhold til de rent praktiske ting, men også på det sociale plan, siger Lasse Rud Pedersen.

Efter AB-afleveringen bliver næste milepæl overdragelse fra Vejdirektoratet til Aalborg Universitet i slutningen af oktober. Selve indvielsen af det Sundvidenskabelige Fakultet vil være i løbet af juni 2023.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125