23948sdkhjf

Nordisk arkitektur vinder frem i Rusland

Morten Mygind Arkitekter har for anden gang fået til opgave at designe for Mercedes-Benz Fashion Week Russia.
Når Østeuropas største modeevent, Mercedes-Benz Fashion Week Russia, i denne uge markerer sin 25. sæson, er det danske arkitekter, som står bag. Morten Mygind Arkitekter M.A.A. (MMAMAA) er nemlig for anden gang i træk blevet valgt til at tegne messens udstillings- og loungeområde.

I sidste sæson blev MMAMAA bedt om at løse et problem for arrangørerne. Udfordringen var, at de besøgende havde en tendens til at møde op til et show for hurtigt herefter at forlade messen igen. MMAMAA skulle skabe et nyt centrum, som samlede modeugens forskellige aktiviteter og åbnede for dialog og networking – en helhedsløsning, hvor ”the magical feeling of fashion” ramte præcist, så gæsterne fik lyst til at blive på messen.

- Arrangørerne var meget tilfredse og har derfor bedt os om at stå for området igen i den 25. sæson, som på grund af jubilæet skal være større og flottere end nogensinde før. Derfor foregår det i Manege-bygningen, hvor vi skal løse opgaven med respekt for de gamle historiske bygninger, samtidig med at flowet af mennesker, mode og biler sættes ind i en meningsfuld kontekst, forklarer arkitekt og indehaver af MMAMAA, Morten Mygind.

Nordisk arkitektur vinder frem i Rusland
Moskvas Manege er fra 1817 og ligger ved Kreml og Den Røde Plads. Den verdenskendte bygning var oprindelig ridehal for det russiske kavaleri. I dag er den 7.500 m2 store bygning meget eftertragtet til udstillinger.

At skulle stå for en central del af den russiske modeuge netop her er derfor ikke blot en chance for MMAMAA, men et udstillingsvindue for nordiske arkitekter generelt. For i disse år stiger interessen for nordisk arkitektur markant i Rusland. Morten Mygind er i de senere år kommet meget i Moskva. Han oplever, hvordan russerne i stigende grad drages af de nordiske linjer:

- Jeg ser en hel klar tendens til, at den rene, nordiske arkitektur og design vinder frem på bekostning af overdreven ornamentering og krummelurer, som tidligere har præget russernes smag. Derfor vil jeg helt klart opfordre danske arkitekt- og designvirksomheder til at prøve kræfter med Rusland netop nu, siger Morten Mygind, der i disse år selv mærker, hvordan en klar international strategi bærer frugt:

- Morten Mygind Arkitekter skal være international, og jeg har bevidst opsøgt støtte til den proces. Blandt andet via Udenrigsministeriets rådgivere og projektet Pit Stop, som understøtter forretningsudvikling i kreative virksomheder. Pit Stop bevidstgjorde nok især den proces, fordi jeg her fik greb om virksomhedens internationale set up og hvordan der skal arbejdes langsigtet for at nå mål – ikke mindst internationale forretningsmål, siger Morten Mygind, der derfor er klar til at udnytte alle de åbninger, som udstillingen i Manege giver:

- At få international succes handler i høj grad om at opsøge og pleje de rette kontakter, og det er klart, at vi har en god platform nu, hvor vi for anden gang har fået så central en opgave til den russiske modeuge, mener Morten Mygind.

Arkitektur præger adfærd
Opgaven i Moskva bliver at iscenesætte hele messens udstillings- og loungeområde, så de historiske rammer spiller sammen med den kommercielle modeverden. Der skal skabes et centrum, som samler modeugens aktiviteter og dels er der denne gang store krav til udsmykningen, fordi det 25. sæsonjubilæum er noget helt særligt, dels skal mennesker, mode og biler forenes på en naturlig måde.

- Mercedes sponsorerer jo messen, fordi de gerne vil associeres med mode, og vores opgave bliver blandt andet at designe flowet af mennesker og biler, så mennesker møder stedet på en måde, hvor de får lyst til at blive, forklarer Morten Mygind, som er inspireret af den danske arkitekt Jørn Utzons tanker om ’human well being’.

- Det er netop det, vi nordiske arkitekter kan. Jeg tror rigtig meget på, at arkitektur præger menneskers adfærd, og det lykkedes vi så godt med første gang. Det kommer vi også til i Manege-bygningen – men denne gang på en helt ny måde, fastslår han.

FAKTA
Morten Mygind Arkitekter M.A.A.
Morten Mygind Arkitekter er etableret i 2009 af arkitekt Morten Mygind, som har studeret i både New York og Danmark og herhjemme været ansat gennem en årrække på arkitektkontorerne 3XN og Arkitema. Morten Myginds internationale erfaring omfatter blandt andet Danmark, England, Kina, Tyrkiet, USA, Island, Rusland og Sverige.

Morten Mygind har fra MMAMAAs start arbejdet hen imod at skabe en international virksomhed og han satte fra begyndelsen et internationalt hold. Dels med internationalt orienterede bestyrelsesmedlemmer samt ansatte fra blandt andet Italien og Norge. På den måde er adgang til netværk i andre lande lettet betydeligt. Opgaverne i Rusland er resultatet af flere års netværkspleje i denne del af verden.

Pit Stop – Vidensbrændstof til kreative virksomheder
Morten Mygind har blandt andet hentet inspiration til udvikling af tegnestuen via det landsdækkende projekt Pit Stop. Pit Stop understøtter forretningsudvikling i kreative, vækst- og udviklingsorienterede virksomheder og knytter dem tættere til forsknings- og udviklingsmiljøer samt styrker deres blik for internationalt samarbejde og eksport.

Pit Stop ledes af Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning og finansieres af Styrelsen for Forskning og Innovations program ”Åbne Midler”.

Mercedes-Benz Fashion Week Russia
Mercedes-Benz Fashion Week Russia afholdes i Moskva i dagene 18.-22. oktober 2012. Med flere end 30.000 besøgende over fem dage er messen den toneangivende modeuge i Rusland, og i år er forventningerne endnu højere, fordi det er messens 25ende sæson. Af samme grund afholdes den i Moskvas berømte Manege Bygning. Messen er den største fashion event i Østeuropa, og har med mere end 1.000 journalister massiv international bevågenhed.

Mercedes-Benz Fashion Week afholdes også blandt andet i Berlin, New York og Tokyo.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125