23948sdkhjf

NCC til kamp for øget produktivitet

Et ambitiøst pilotprojekt skal bane vej for udvikling af en ny model for bedre arbejdsprocesser.
Fra november frem til august 2013 gennemfører NCC Construction i samarbejde med konsulentvirksomheden LivingValue udviklingsprojektet "Tillidsbaseret Lean".

Projektet skal udvikle nye metoder til produktivitetsforøgelse til gavn for ikke bare NCC men hele byggebranchen. Netop derfor har Bygge- og Anlægsbranchens Udviklingsfond valgt at støtte initiativet:

- Vi har lagt vægt på, at det er produktivitetsforøgelse igennem direkte involvering af medarbejderne. De ansatte bliver inddraget i udviklingen af bedre metoder i byggeriet, og det vil potentielt være med til at øge den danske byggebranches konkurrenceevne, fortæller Steen Boesen, Fagligt Fælles Forbund.

Kombination af tillid og optimering
Ved at kombinere Lean-metoder med tillidsbaserede samarbejds- og ledelsesprocesser er det målet med projektet at udvikle en ny model for bedre arbejdsprocesser. Hvis pilotprojektet til sommer har været en succes, vil det blive bredt ud i flere enheder i NCC.

- Lean-metoder er gode til optimering, men savner ofte det menneskelige aspekt. Her inddrager vi medarbejderne direkte i at skabe nye løsningsforslag, som kan skabe bedre effektivitet, kvalitet og trivsel. Det er derfor, vi kalder det ’Tillidsbaseret Lean’, forklarer Torben Vang, partner i LivingValue.

Det bliver struktører samt jord-og betonaarbejdere fra to af NCC’s byggepladser, der i første omgang skal arbejde med tillidsbaseret lean. Disse sjak har tidligere deltaget i en forproces med interviews, hvor de var med til at score potentielle muligheder og dermed hvilke indsatsområder, der skulle fokuseres på i pilotprojektet.

- Vores folk har peget på en række områder, som vi nu griber fat i. Det kan fx være, hvordan vi får en bedre planlægning med mindre spildtid, eller hvordan vi får givet gode og dårlige erfaringer videre fra et projekt til det næste, forklarer produktionsdirektør i NCC Construction Lars Scheibel.

Det samlede udviklingsprojekt afsluttes med en evaluerings- og formidlingsfase, således at resultater og nye metoder kan udbredes til byggebranchen generelt.

FAKTA om projektet
Tillidsbaseret Lean er et udviklingsprojekt, som gennemføres i NCC Construction i samarbejde med konsulentvirksomheden LivingValue. Projektet løber fra november 2012 til august 2013.

Bygge- og Anlægsbranchens Udviklingsfond har støttet projektet med 1,5 mio. kr. Den samlede pris er 2,8 mio. kr., og de midler finansieres af NCC og LivingValue i form af tid afsat til projektet.

Projektet bygger på anvendelse af eksisterende AMU-mål og er forankret i NCC’s enhed Beton & Råhus.

NCC har valgt at arbejde med følgende områder i projektet: Planlægning & Leverancer, Kommunikation, Sikkerhed, Spild, Fastholdelse af kernemedarbejdere – herunder kompetenceudvikling, Lønindtjening, Ledelse & Samarbejde samt Overdragelse af Best Practice.

Bygge- og Anlægsbranchens Udviklingsfond
Dansk Byggeri og 3F Byggegruppen, TIB (nu 3F), Dansk El-Forbund, Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk Metal samt Bygge- Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (i 3F) har i forlængelse af overenskomstfornyelsen i 2007 etableret Bygge- og Anlægsbranchens Udviklingsfond. Efterfølgende har Malersektionen i Dansk Byggeri og Malerforbundet tilsluttet sig fonden.

Fonden har til formål at yde tilskud til medarbejdernes deltagelse i efter- og videreuddannelse. Arbejdsgiverne skal indbetale 520 kr. pr. medarbejder til fonden.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.159