23948sdkhjf

De kan blive Årets Arne

Arkitektforeningen København afslører ved sin årlige nytårskur den 25. januar, hvem der løber med Årets Arne-priser.
Årets Arne, den årligt tilbagevendende arkitekturpris, der hædrer arkitekter og andre personligheder for arkitektonisk nytænkning i København, uddeles den 25. januar. Det er Arkitektforeningens lokalafdeling i København, der nominerer og uddeler Årets Arne, og i år har medlemmer af Arkitektforeningen haft mulighed for at indstille projekter.

Årets Store Arne
De nominerede til hovedprisen, Store Arne, som gives til såvel udførte værker som initiativer, der har løftet arkitektur i Storkøbenhavn i det forgangne år er:

• Bisgaard Landskabsarkitekter, GHB Landskabsarkitekter og Arkitektfirmaet MLRP for fornyelsen af Fælledparken, som med den samlede fornyelsesplan og en række nedslag har åbnet, aktiveret, nytænkt og omformet parken til en nutidig helstøbt park for hele København.

• Polyform Arkitekter og hollandske Karres en Brands - KBP. EU er nomineret til Årets Arne for at have skabt et gennemtænkt og smukt projekt med et veldisponeret ydre som indre til Center for Renhold, men også for at overlade lyset mellem bygningerne og Københavns pladser til københavnerne.

• BIG architects, tyske Topotek 1 og kunstnergruppen Superflex er nomineret til Årets Arne for at have vist, hvad man kan socialt og kulturelt med skabelsen af et nyt innovativt byrum som Superkilen.

• KHR arkitekter og Bisgaard Landskabsarkitekter er nomineret til Årets Arne for med Ørestad Skole og Bibliotek at være et godt eksempel på fremtidens skoler og offentlige rum og gennem klassiske materialer at skabe inspirerende rum inde som ude. Bygningen fremstår gennemført og flot i sin helhed.

• DOMUS Arkitekter er nomineret til Årets Arne for omdannelsen af det tidligere kolde og forladte kapel til et varmt og sprudlende dansehus, Dansekapellet - Dansehus i Nordvest med respekt for den eksisterende bygning - og for at åbne op for omdannelsen af kirkelige rum til den brede befolkning.

Årets Lille Arne
Lille Arne gives til mindre værker og initiativer, ikke-realiserede projekter, skæve idéer og unge tegnestuer. De nominerede er:

• Claus Bjarrum Arkitekter nomineres til Lille Arne for virtuelle initiativ kæreKBH.com – et debatskabende forum, der præsenterer ideer og visioner på en smuk og vedkommende måde.

• JJW arkitekter er nomineret for filmen JJW vision 2012, der stiler de åbne spørgsmål, ingen har bedt nogen om at stille, men som vidner om et samfundsengagement, og en måde at bringe designværktøjer i spil på. Initiativet et nytænkende og inspirerende.

• Svendborg Architects er nomineret til Årets Lille Arne for at tage initiativ til og skabe et arkitektonisk udgangspunkt for skabelsen af et Livssynsneutralt Ceremonirum. Et initiativ der er mere vedkommende end nogensinde, med det formål at gøre plads til alle, med formålet om at imødekomme et diverst København og kunne skabe rum hertil.

• ORT - Open Research Team er nomineret til Lille Arne med et forfriskende bud på at bryde op med de systemer, der præger Ørestad med 3 Øer. Projektet skiller sig ud ved sin menneskelige nære skala, det levende udtryk og rå og upolerede udførelse og finish.

• Arki-Lab er nomineret til Lille Arne for formidlings- og undervisningsprojektet Et læringsrum, der er et vigtigt initiativ med stort potentiale, når det handler om at formidle betydningen af arkitektur og rum i folkeskolen.

Arne-priserne deles ud ved Arkitektforeningen Københavns nytårskur fredag den 25. januar i Arkitekternes Hus Strandgade 27A.

Tidligere vindere af Store Arne har bl.a. været:
Lundgaard & Tranberg Arkitekter for ”Guld/Sort/Grøn Trilogien” (2011), Dorte Mandrup Arkitekter for tilbygningen til Arne Jacobsens Munkegårsskolen (2010) og Projekt Under opførelse (2009).

Læs mere om Årets Arne og de nominerede på Arkitektforeningens hjemmeside: arkitektforeningen.dk.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095