23948sdkhjf

Op mod 39 milliarder at hente ved klimatilpasning

En ny rapport anslår, at det danske markedspotentiale for klimatilpasning kan udgøre op mod 39 mia. kr. Der er således tale om et spirende marked for danske virksomheder.
Der kommer hyppigere og kraftigere regnskyl, som stiller krav til, at vi både i Danmark og i store dele af verden aktivt går ind i arbejdet med at tilpasse byerne til de ændrede nedbørsforhold. Det åbner et perspektivrigt marked for danske virksomheder med løsninger til håndtering af regnvand.

En ny rapport, udarbejdet som led i Realdanias initiativ "Klimaspring – fra vand til vækst", viser, at der i Danmark er et markedspotentiale på op til 39 mia. kr. inden for klimatilpasning.

Markedet er nyt, og der er tale om et latent markedspotentiale, som for alvor forventes at tage fart fra 2015 i takt med, at kommunale handlingsplaner realiseres, og den private efterspørgsel stiger.

Usikre tal
Rapporten viser, at de øgede regnmængder, der forventes at komme som følge af klimaforandringer, skaber et stigende behov for renovering, vedligehold og udbygning inden for kloak, vej- og bygningsområdet svarende til et samlet investeringsbehov på mellem 29,4 og 39 mia. kr. over de næste 20 år.

- Det er behæftet med stor usikkerhed at sætte tal på størrelsen af et nyt marked, men det er tydeligt, at de øgede regnmængder skaber et behov for massive investeringer. Det åbner et perspektivrigt markedspotentiale for danske virksomheder, udtaler Mikkel Thomassen partner i Smith Innovation og sekretariatsleder på Klimaspring.

Vækstprognoserne er positive
Med de gennemførte lovændringer, de 2,5 mia. kr., som er afsat til klimatilpasning i kommunerne fra 2013, og den plan for klimatilpasning, som miljøministeren offentliggjorde den 13.december 2012, er der skabt et fundament for, at nogle af de politiske, juridiske og finansielle barrierer er ryddet af vejen, og derfor at efterspørgslen efter nye løsninger vil stige, vurderer Mikkel Thomassen:

- Problemet med de store regnmængder er for omfattende til ikke at gøre noget. Det viser hændelser som fx skybruddet, der ramte København i 2011. Markedspotentialet er der. Det næste skridt er en virksomhedsdrevet udvikling af nye løsninger til det voksende marked. Der er brug for at gøre noget nyt. Der er brug for at udvikle helhedsorienterede løsninger, der kan håndterer vandet over og under jorden samtidig med, at det bidrager til et bedre bymiljø, siger han og fortsætter:

- Vores erfaringer med tværgående udviklingsforløb viser, at det tager tid at gå fra idefasen til, at virksom-hederne står med en markedsklar løsning. Derfor er det vigtigt, at virksomhederne allerede nu går i gang med at udvikle nye løsninger for at være klar til det marked, der vil tage fart fra år 2015, udtaler Mikkel Thomassen.

Fakta
"Klimaspring - fra vand til vækst" støtter den virksomhedsdrevne udvikling af nye løsninger til håndtering af ekstremregn med ambitionen om at skabe bedre bymiljøer og grøn vækst.

Projektet er baseret på udvikling i virksomhedskonsortier, der i løbet af processen vil blive støttet med input fra en række vidensinstitutioner og et innovationssekretariat under ledelse af Smith Innovation. Realdania har afsat 60 mio. kr. til projektet.

Initiativet indledes med Kick Off den 6. februar 2013. Læs mere på www.klimaspring.dk , hvor markedsanalysen: ”Markedets Vej” kan downloades.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094