23948sdkhjf

Anden etape er vel overstået for Pihl

E. Pihl & Søn har afleveret det andet af tre undervisningsbyggerier til DTU. Det tredje og sidste følger til sommer.
Den nye bygning 324 står nu færdig som DTU´s pilotprojekt for udforskningen af nye digitale læringsmiljøer kombineret med åbne studentermiljøer og moderne arbejdspladser for forskere og personale.

Omdrejningspunktet for det 4.500 m² store byggeri, er en ny og åben tilgang til helhed og integration af både de fysiske, sociale og digitale miljøer.

Lavenergi med nyudviklet hybridventilationssystem
Som hovedentreprenør har Pihl opført bygningen som et lavenergiklasse 1-byggeri, hvor en optimeret klimaskærm, et nyudviklet hybridventilationssystem og en massiv dagslysudnyttelse tilsammen bringer varme- og elforbrug ned på et meget lavt niveau. 24 træer i bygningen fungerer som bygningens ”lunge” og er med til at holde et godt og sundt indeklima.

En stor del af bygningsmassen på DTU er opført i 1960-1974 med traditionelle gule stenfacader. Proportionelt passer det nye ’mikro-campus’ til de omkringliggende bygninger, men her hører ligheden op. Christensen & Co. Arkitekter har tegnet en moderne, transparent bygning, hvor grænsen mellem ude og inde stort set er ophævet.

Store vinduespartier giver udsyn til ankomstpladsens udeanlæg, og i bygningens stueetage gror store træer op af gulvet, som sammen med trappeløbenes lysegrønne belægning understreger fornemmelsen af, at man befinder sig i det grønne.

- Det er den anden bygning ud af tre, Pihl har opført for DTU i løbet af de seneste tre år, og hver gang er det en fornøjelse at samarbejde med DTU, udtaler underdirektør Bo Svendsen fra Pihl.

Ræk hånden op digitalt
Bygningen rummer faciliteter til undervisning, forskning, administration og udstilling, selvstudier og uformelle, sociale møder. Alle undervisningslokalerne er udstyret med moderne og avanceret av-udstyr, som understøtter e-læring på universitetet. Undervisningen kan live-streames til internettet eller transmitteres til andre lokaler i bygningen.

Studerende, som ikke er fysisk tilstede i undervisningslokalet, kan følge undervisningen på internettet og række en hånd op ”digitalt” ved at sms’e spørgsmål til underviseren. Den videnudvikling, som kendetegner DTU, får dermed de bedste rammer i den nye bygning.

Pihl afleverede bygning nr. 328 den 25. maj 2012, bygning nr. 324 den 4. januar 2013, mens bygning nr. 127 der opføres som totalentreprise skal afleveres til sommer 2013.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109