23948sdkhjf

Køge klar med to nye byggeprojekter

Opførelsen af et nyt stort genoptræningscenter og udvidelsen af Køge Rådhus skal henover foråret i offentligt udbud.
Nye butikker, kontorer, gågade, offentlige taghaver – og nu også et stort kommunalt genoptræningscenter på 5.500 kvadratmeter med plads til både daghjem og 30 nye aflastningspladser.

Køge Byråd besluttede tirsdag aften at gå videre med planerne om at etablere kommunens kommende genoptræningscenter midt i det nye handelskvarter ved Køge Station, som Køge Kyst og investoren TK Development for få uger siden landede en foreløbig aftale og skitse for.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse, hvoraf det også fremgår at et flertal i byrådet samtidig har valgt at sende en udvidelse af Køge Rådhus på 2.900 kvadratmeter i offentligt udbud:

- Nu begynder vi endelig at kunne se konturerne af et nyt, spændende stationsområde i Køge. Det vil ikke bare være med til at sikre vigtig vækst og aktivitet i kommunen overordnet set, men også rumme en væsentligt forbedring for vores borgere, der vil få helt nye genoptræningsfaciliteter – og kun én indgang til Køge Rådhus, siger borgmester Marie Stærke med henvisning til de to kommunale byggeprojekter.

Mere helhed, bedre service
Planen er at bygge et stort, moderne genoptræningscenter, som samler alt, hvad der hedder genoptræning, forebyggelse og støtte til borgere med kroniske sygdomme og andre sundhedsudfordringer.

- Byrådet har et stort ønske om at styrke sundheden i kommunen. Vi er allerede blandt de førende kommuner i forhold til korte ventetider på genoptræning, og nu tager vi et skridt mere med det nye genoptræningscenter. Ved at samle kræfterne her kan vi give borgerne en endnu bedre og mere sammenhængende service – og samtidig få mere for pengene, fortæller Marie Stærke.

Det nye genoptræningscenter skal ligge direkte ud til den nye gågade, som bliver Stationsområdets pulsåre – placeret på 1. og 2. sal direkte over butikkerne. På samme måde skal en tilbygning til det eksisterende rådhus have butikker i stueetagen – og rådhus-kontorer på 1. og 2. sal.

- Ved at samle Rådhusets funktioner vil det blive nemmere for borgerne at henvende sig til Køge Kommune – og giver os samtidig mulighed for at give en mere helhedsorienteret betjening af den enkelte borger. Og så skal man jo ikke glemme, at vores lokale handelsliv vil nyde godt af at have kommunens største arbejdsplads placeret helt tæt på, siger Marie Stærke.

Udvikling kræver ny lokalplan
Det nye handelskvarter omkring Køge Station er det ene af de tre store byudviklingsområder i Køge Kyst-projektet. En klar forudsætning for byggeriet – og for at aftalen mellem Køge Kyst og TK Development kan skrives endeligt under – er, at der udarbejdes en ny lokalplan for Stationsområdet.

Køge Byråd behandler forslag til lokalplan på byrådsmødet 26. marts, hvorefter det sendes i offentlig høring i otte uger. Forventningen er, at Byrådet kan færdigbehandle lokalplanen i ultimo juni 2013 samt godkende de konkrete projektforslag fra udbudsrunden ultimo august 2013. I sensommeren vil Køge Kyst samtidig skulle lande den endelige aftale med TK Development.

Læs også: Køge Kyst godkender skitseprojekt

FAKTA


Etablering af nyt genoptræningscenter
Køge Kommune har indgået en konsortieaftale med TK Development om opførelse af genoptræningscenter samt daghjem og 30 aflastningspladser – i alt 5.500 kvadratmeter.

Planen er at placere genoptræningscentret direkte i bybilledet – med faciliteter på 1. og 2. sal, mens der vil være butikker i stueetagen.

Genoptræningscentret vil blandt andet bestå af 6-7 træningssale, café og multirum.

Genoptræningscentret sendes i udbud i foråret 2013 – og vil i givet fald kunne tages i brug primo 2015.

Udvidelse af Køge Rådhus
Køge Kommune indgår konsortieaftale med TK Development om en udvidelse af Køge Rådhus – i alt 2.900 kvadratmeter.

Planen er en tilbygning, som placeres øst for det eksisterende rådhus. Rådhuskontorerne vil være på 1. og 2. sal, mens der vil ligge butikker i stueetagen.

Udvidelsen rummer godt 200 arbejdspladser – hvorved Køge Kommune har mulighed for at samle de medarbejdere, der i dag har til huse i pavilloner på Strandpromenaden og i lejede lokaler i Jernbanegade.

Rådhusudvidelsen sendes i udbud henover foråret 2013 – og vil i givet fald kunne tages i brug i slutningen af 2015.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078