23948sdkhjf

Nøgleaktører samlet på Fyn

Installatører, kunder og leverandører var mødt frem i stort tal, da TS-gruppen afholdt kundemesse i Vissenbjerg den 15. marts.
- I er en nøgleaktør.

Sådan lød den sidste bemærkning fra klima-, energi og bygningsminister Martin Lidegaard, da han afsluttede sit indlæg og samtidig dette års udgave af TS-gruppens kundemesse.

Forude var gået fire timer med masser af spørgsmål og samtale mellem de ca. 60 udstillende leverandører, fremmødte el-kunder og installatører fra de lokale TS-centre. Det blev krydret med inspirerende oplæg om bl.a. schuko-stikkontakter og energibesparelser, samt indlæg fra adm. direktør i Tekniq, Niels Jørgen Hansen og klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard.

Kort sagt var hele fødekæden samlet, da den frivillige kæde af el-installationsvirksomheder, TS-gruppen, afholdt el- og energimesse i Vissenbjerg.

Bygger videre på en succes
Efter to år med interne kick off-arrangementer for medlemsvirksomheder og ansatte havde TS-gruppen i år valgt at udvide med en kundemesse fredag d. 15. marts op til kick off-messen lørdag. Forud havde alle TS-centre og medlemsvirksomheder så inviteret slutkunder med til fredagens arrangement.

Målet var, at give kunderne et billede af de mange kompetencer, produkter og løsninger, som el-installationsvirkomheder kan tilbyde. Hermed var TS-gruppens messe også et redskab til at udbygge relationer mellem el-installatørerne og deres kunder.

Hvordan el-installationsvirksomhederne kan få mere tilfredse kunder ved netop at fasthold og udbygge relationerne til dem, stod således centralt for direktør i TS-gruppen, Mick Clausen, op til messen.

Derfor var det også en positiv Mick Clausen, som kunne gøre en hurtig status hen mod kundemessens afslutning. Fra både kunder, TS-ejere og -ansatte kunne han berette om lutter positive tilkendegivelser. Dermed kunne TS-direktøren konstaterer, at man var godt på vej mod målet om at synliggøre TS-gruppen som en seriøs samarbejdsparter for de mange fremmødte kunder.

Nøgleaktør i den grønne omstilling
Merværdien, som el-installationsvirksomheder kan skabe for de forskellige kundegrupper samt installatørernes rolle i den grønne omstilling, var et kernepunkt i adm. direktør i Tekniq, Niels Jørgen Hansens, oplæg på messen.

Omstillingen til mere grøn energi stiller branchen overfor nye krav, men det giver også nye muligheder. Muligheder som skal vindes af el-installatørerne i konkurrence med andre ikke-installatører. Derfor skal el-installatørerne i stigende grad sælge værdi, var budskabet fra Niels Jørgen Hansen.

- Nu skal I til at sælge løsninger, og ikke som tidligere kun mandetimer, og det kræver en ny forretningsmodel, var opfordringen fra Tekniq-direktøren, som udpegede TS-messen som et godt eksempel på, hvordan man kan bevæge sig i denne retning.

Energirigtige boliger med flere og mere intelligente tekniske installationer er fremtiden, men markeder skal i gang, var et andet budskab fra Niels Jørgen Hansen, som understregede, at viden og teknologien allerede findes i branchen. Og det er her, kom det uddybende, at branchen skal være kundens vigtigste sparringspartner. For at leve op til kundernes forventning og styrke salget af løsninger og produkter kræves rådgivning og aktivt salg fra branchens side.

Kvalitet sikres via installatørerne
I, installatørerne og kunder, er vigtige for den grønne omstilling, var det første, klare budskab fra klima-, energi- og bygningsminister, Martin Lidegaard, som var TS-messens sidste, prominente oplægsholder.

- Vær klar over I spiller en nøglerolle, når hr. og fru Jensen ringer. Det kan blive et fantastisk eventyr for jer, lød det fra Martin Lidegaard om de udfordringer og muligheder, som ligger i den grønne omstilling.

Politikerne skal lave rammerne med tilskud med mere. Men installatørerne, montørerne og kunderne skal få det til at fungere i praksis, var et af budskaberne fra ministeren, som understregede installatørernes rolle i forhold til at sikre kvalitet.

Da det blev tid til ”skyd på ministeren”, som Martin Lidegaard kaldte spørgerunden, gik det første af mange spørgsmål på den meget omtalte mulige afgifter på solceller importeret fra Kina. Svarets kerne var kort, at en ekstra told tidligst kan være klar i 2014. Men, understregede ministeren, det kræver solide argumenter at pålægge tolden.

Solceller var i det hele taget et emne, som optog de spørgelystne i salen. Således kunne ministeren på et spørgsmål om almennyttige boliger og solceller meddele, at man arbejder på én samlet lovgivning på området, hvor det i dag er reguleret af seks forskellige områder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078