23948sdkhjf

Grønt lys til omfattende Frederiksberg-projekt

Diakonissestiftelsens karakteristiske røde bygninger ved Peter Bangs Vej skal suppleres med nyt byggeri i grønne omgivelser – et projekt til i alt 700 mio. kr.
Siden konkurrencen i foråret 2012, hvor fire tværfaglige teams kom med fire forskellige bud, har Diakonissestiftelsen arbejdet på at kombinere de bedste ideer til én helhedsplan.

Planen er udarbejdet i samarbejde med Tegnestuen Vandkunsten og Marianne Levinsen Landskab. Naboer og andre interessenter har også været involveret, både under konkurrencen og i det efterfølgende arbejde med helhedsplanen.

Bygningerne på Diakonissestiftelsen rummer i dag ca. 33.000 m2, hvoraf ca. 22.000 m2 bevares. Desuden opføres ca. 34.800 m2 nyt byggeri. Helhedsplanen omfatter en anlægsinvestering på ca. 700 mio. kr., og efter fuld udbygning vil området rumme ca. 56.800 m2.

Arkitektkonkurrence og parallelopdrag
Den 18. marts godkendte en enig kommunalbestyrelse i Frederiksberg Kommune, at helhedsplanen kan danne grundlag for en lokalplan for området mellem Peter Bangs Vej, Søndre Fasanvej og Dronningensvej.

Næste skridt bliver en arkitektkonkurrence om det nye sundhedshus, der skal bygges sammen med de eksisterende bygninger omkring en atriumgård med café, lounge og andre fællesfunktioner for de mange brugere af Diakonissestiftelsen.

Projektchef Hanne Moe fremhæver den særlige stemning, som deltagerne i arkitektkonkurrencen skal leve sig ind i:

- Her brænder folk virkelig for det, de laver, og for det fællesskab, de indgår i. Den stemning skal vi forsøge at formidle, når vi bygger nyt. Arkitekturen skal tale til sanserne, og rummene både ude og inde skal understøtte den følelse af nærvær og forpligtethed over for andre mennesker, som er en del af stedets kulturarv. Hvad enten man nu er her som højt specialiseret læge eller som en glad pensionist, der arbejder frivilligt i Café Kram, forklarer hun.

Sideløbende med konkurrencen om sundhedshuset vil Diakonissestiftelsen afholde et parallelopdrag om energirenovering af og tilbygning til Søster Sophies Minde, som ligger ud til Søndre Fasanvej og i dag indeholder plejeboliger og ældreboliger. Til begge opgaver vil der blive afholdt en prækvalifikation i april.

De to konkurrencer forventes afsluttet i december 2013, så resultatet af dem kan indgå i arbejdet med lokalplanen, der forventes at komme i offentlig høring i foråret 2014. Første etape af det omfattende fornyelses- og omdannelsesprojekt vil kunne gå i gang i efteråret 2014, når lokalplanen er endeligt vedtaget.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078