23948sdkhjf

Bygherrer med de rigtige kompetencer

Den professionelle bygherre og bygherrerådgiver skal i dag have styr på nye samarbejdsformer, brugerorienteret planlægning, digitalisering og på at skabe en bedre sammenhæng i byggeprocessen.
Bygherrer og deres rådgivere skal kunne håndtere en mere og mere kompleks rolle, som det er uhyre vigtigt, at de også formår at forvalte professionelt. Det er afgørende for kvaliteten af vores byggeri, at bygherren kan udfylde rollen og kender byggesagens faser og processer, men også at han eller hun ved noget om de redskaber, man med fordel kan betjene sig af som bygherre.

Det er blandt andet dét, man lærer på uddannelsen Bygherrekompetencer, som nu for syvende gang har kvalificeret både bygherrer og rådgivere til at udfylde rollen endnu mere professionelt:

- Der bliver brugt meget krudt på at sikre, at uddannelsen tager fat i de reelle udfordringer, man oplever som bygherre i dag, forklarer Lars Tangaa-Andersen, projektleder hos Byggecentrum, som står bag uddannelsen.

- Nogle af vores kursister oplever, at det er en udfordring i praksis at inddrage og informere alle bygningsbrugerne på en balanceret og konstruktiv måde. Andre kursister har udtrykt ønske om at få helt styr på den gældende lovgivning, som angår og påvirker bygherreransvaret. Alt det og meget mere lærer de på Bygherrekompetencer, fortsætter han.

Flotte anbefalinger af uddannelsen
Evalueringerne fra den syvende sæson, som netop er afsluttet med eksamensdag i Middelfart, viser klart og entydigt, at deltagerne faktisk får den viden med sig hjem, som gør dem i stand til at håndtere de frustrationer og udfordringer, de møder i rollen som bygherre eller rådgiver.

- Kursisterne får blandt andet en større bevidsthed om, hvor de sårbare faser i processen er, og hvad man kan gøre ved det som bygherre. En af uddannelses styrker er, at vi i høj grad benytter deltagernes egne erfaringer som krydderi til de teoretiske bidder. Det gør vi blandt andet i form af gruppearbejder mellem modulerne, og den model er der stor tilfredshed med blandt kursisterne, siger Lars Tangaa-Andersen, der bakkes op af kursist Lasse Søager, arkitekt og projektleder på Hvidovre Hospital:

- Jeg vil fremhæve gruppearbejdet mellem modulerne i kurset. Det har været uvurderligt som redskab til at bearbejde indtrykkene fra de enkelte moduler sammen med andre med samme indtryk men anden faglig/organisatorisk baggrund. Gruppearbejdet er det, der adskiller dette kursus fra andre, mener han.

Næste hold begynder i juni 2013. Der er plads til 25, og pt. er der otte tilbage. Uddannelsen består af tre moduler, og hvert modul koster 17.000 kr., mens den afsluttende eksamen koster 3.000 kr. Tilmelding til alle tre moduler og eksamen i ét forløb koster 48.000 kr. Se programmer og læs mere om hele uddannelsen på bygherrekompetencer.dk.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084