23948sdkhjf

Vvs-branchen mister omsætning

I første halvår er aktiviteten dykket 22 % i branchen, hvor den i forvejen hårde konkurrence er taget til i styrke. Det har blandt andet medført, at antallet af filialer er dalet for første gang i 30 år.
Brdr. Dahl, Sanistål, Lemvig-Müller og AO Johansen sidder tilsammen på omkring 80 % af det danske marked for vvs-grossister, og ifølge dagbladet Børsen kan alle fire giganter mærke, at konkurrencen er skærpet siden årsskiftet:

- Der er ingen tvivl om, at første halvår har været særdeles hårdt og barskt for hele branchen. Især på det seneste har sommermånederne juni og juli været hårde, siger Lars Fournais, der er administrerende direktør hos Brdr. Dahl.

Han fortæller, at Brdr. Dahl endnu ikke har mærket nogen effekt af hverken SP-penge eller renoveringspulje, men det er dog ikke ensbetydende med, at muligheden er endegyldigt afskrevet. Det samme gælder kommunal- og skattereformerne, som ligeledes kan få en positiv effekt.

Filiallukninger kan øge rentabilitet
I alt er branchens omsætning faldet med 22 % i årets første seks måneder, og følgerne har blandt andet været lukning af flere filialer hos de store grossister.

Således er der i 2009 for første gang i 30 år færre salgssteder end det forudgående år, men ifølge Kim Holst - adm. direktør i brancheorganisationen Rørforeningen - kan det vise sig som en fordel:

- Hvis jeg skal pege på et område, hvor man hurtigt og enkelt kan øge indtjening, er det ved at skære ned her og overføre mere salg til internettet. Hvis man kigger på de omkringliggende lande, har de ikke den samme koncentration af filialer som herhjemme, siger han.

Kilde: Børsen

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14