Nu har I muligheden for at få en højt kvalificeret specialist i tysk kommunikation og marketing i stald! Jeg er på udkig efter et job, hvor jeg kan anvende mine sproglige og kommunikationsfaglige evner til at skabe resultater og værdi for en internationalt orienteret og dynamisk virksomhed, som lægger vægt på personligt engagement og faglig kreativitet. Kunne det være noget for jer? Så læs endelig videre.
Jeg er uddannet cand.ling.merc. i tysk fra Handelshøjskolen i Århus med speciale i international markedskommunikation og PR. Jeg har derfor et dybdegående kendskab til metoder og strategier inden for marketing og pressekontakt både generelt og specielt i forhold til det tyske marked. Jeg taler og skriver tysk og engelsk på højt niveau.
I 2009 var jeg på et seks måneders praktikophold i handelsafdelingen ved Danmarks Generalkonsulat i Hamborg, hvor jeg bistod danske virksomheder i deres marketingaktiviteter på det tyske marked. Jeg har således praktisk erfaring med bl.a.:
- Identifikation af tyske samarbejdspartnere for de danske virksomheder
- Fremstilling af præsentationsmateriale og produktbeskrivelser på tysk
- Formulering og distribution af pressemeddelelser og nyhedsartikler
- Oversættelse og sprogrevision
- Forberedende arbejde i forbindelse med messedeltagelse
Jeg oplevede stor tillid fra Generalkonsulatet og opnåede hurtigt en høj grad af selvstændighed i mit arbejde.
I øjeblikket er jeg i virksomhedspraktik i eksportrådgivningsfirmaet Market Select, hvor jeg bl.a. beskæftiger mig med udarbejdelse af en liste over tyske svineproducenter samt oversættelse (engelsk-tysk) af en brochure for en dansk producent af spiseolie. Jeg er hurtig til at sætte mig ind i en ny opgave og finde den bedst egnede løsningsmodel, og jeg arbejder analytisk og systematisk og leverer opgaven til tiden.
Som person er jeg positiv og imødekommende, og jeg arbejder godt i teams med trives også med selvstændigt arbejde. Jeg er målrettet og kvalitetsbevidst i mit arbejde, hvilket jeg har draget nytte af hele vejen igennem mit studium og især i forbindelse med udarbejdelsen af mit afgangsprojekt, som jeg bestod med topkarakter.
I er velkomne til at kontakte mig for yderligere oplysninger, og jeg er også meget interesseret i at mødes til en samtale, hvor jeg kan fortælle mere om mig selv, og hvad jeg kan tilbyde.
Anita Buch har netop afsluttet et praktikantforløb hos Market Select. Hun har udmærket sig ved at være hurtig, kvik, imødekommende, smilende og hun arbejder målrettet og selvstændigt. Vi kan kun medgive hende vores bedste anbefalinger. For videre reference er I velkomne til også at kontakte Market Select på tel: 86 800 390