23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Fra færdig til forfra

Den teknologiske udvikling er et af nutidens helt store buzzwords. Desværre betyder det, at en alt for stor del af arbejdsstyrken ikke for alvor forholder sig den, og det får konsekvenser, store konsekvenser.

Lad os starte med et tænkt eksempel. Som alle andre dage møder du ind på job, får hældt brændstof i koppen og startet computeren. Mailen når du dog ikke at åbne, inden du bliver kaldt ind på din chefs kontor. Forventningsfuld tripper du afsted. Det er forår, sæson for MUS-samtaler – måske er der en lønforhøjelse eller øget pension i vente? Du har jo også snart 20-års jubilæum.

På kontoret sidder også personalechefen, og du tager dig selv i at samle kæbepartiet op fra bordpladen, der ligger side om side med din fyreseddel. Granatchokket kunne ikke være større.

Består dit job hele livet?

Det er ingen hemmelighed. Teknologien, IT-systemer og robotter spiller en stadig større og større rolle på arbejdsmarkedet. Først investerede virksomheder i produktionsanlæg. I dag gør flere virksomheder det i deres økonomifunktion med fokus på at automatisere dennes arbejdsprocesser.

Føromtalte afskedigelse er netop en årsag af dette, og derfor vil jeg eksempelvis ikke føle mig for sikker på mit job, hvis jeg i dag arbejdede med almindeligt bogholderi. For hvorfor skulle en virksomhed have ansat en håndfuld bogholdere, hvis et system automatisk kan sende fakturaer og håndtere bilag til en femtedel af lønomkostningen?

Hvornår dette for alvor rulles ud, ved jeg af gode grunde ikke. Det gjorde mønttælleren eller kegleopsætteren heller ikke, men som bekendt er deres fællesnævner, at den teknologiske udvikling ramte dem brutalt. Deres jobs findes som bekendt ikke længere.

Spørgsmålet er så, om du vil tage affære eller blot konstatere, at bussen en dag bliver selvkørende og til den tid erkende, at du er færdig, når du får din opsigelse på stationen?

Det betyder samfundstendenserne for dig

Det kræver en indsats og mod, hvis du vil undgå at blive sat skakmat, som en stor del af den nuværende arbejdsstyrke i mine øjne allerede er blevet. De har simpelthen ikke været hurtige nok på aftrækkeren.

Som samfundet bliver også arbejdsmarkedet mere fleksibelt. Antallet af freelancere vokser, og projektansættelser samt interim opgaver vinder frem. Erhvervslivet specialiseres, hvorfor virksomheder hyrer specialister ind, når de har behovet og fluks vinker farvel i sekundet, hvor behovet forsvinder.

Aktørerne kender spillereglerne. Der aftales en fast pris for perioden, og der er ingen hard feelings, når opgaven er løst, og projektet er slut. For det er den virkelighed, som vi bevæger os henimod.

Samfundstendenser har betydning for din jobsituation – dermed ikke sagt, at du skal opsige dit job her og nu for at blive selvstændig erhvervsdrivende. Men du skal tænke dig om og lade være med at komme i den situation, hvor dit liv kan udvikle sig til en stor krise.

Borgmester i Horsens, Peter Sørensen, udtrykte det så flot i sin tale ved nytårskuren i Horsens. Han pointerede, at nutidens medarbejdere skal tænke i uddannelse fra vugge til grav. På den måde er du hele tiden gearet til den teknologiske udvikling, som aldrig har gået hurtigere.

Antallet af faste jobs bliver færre, alt bliver mere fleksibelt og projektorienteret, og den virkelighed skal du forholde dig til. Må jeg i den forbindelse foreslå dig et lille tankeeksperiment:

Består dit job hele dit arbejdsliv?
Hvis ikke, så er det på tide, at du begynder at efter-/videreuddanne dig eller foretager et sporskifte til noget mere holdbart.

Læs også: Se på dig selv som senior – og lav en plan.

Forbered dig på hverdagens realiteter

Om du forholder dig proaktivt og refleksivt til din erhvervskarriere, er dit valg. Faktum er blot, at mange jobs i dag er truet på deres eksistens – ligesom mange nye jobs vil komme til. I min erhvervskarriere havde jeg eksempelvis aldrig forestillet mig at se jobtitler som Sustainability Manager eller SoMe Manager, og for 30 år siden anede jeg da slet ikke, hvilke arbejdsområder titlerne i så fald skulle dække over.

Brugen af ordet ’dommedag’ er måske for bombastisk, men ikke desto mindre bør du ruste dig til dagen, som før eller siden indtræffer. Når du gør det, bør du med fordel kigge på:

Dig selv – er du i besiddelse af kompetencer, som gør dig attraktiv i en digital tidsalder?
Dit job – består det hele dit arbejdsliv, eller skal du sadle om og kigge efter andre muligheder?
Din økonomi – har du økonomisk kapacitet til at stå uden job eller til at starte op som selvstændig?
Skænker du ikke ét eneste af de tre aspekter en tanke, kan du godt forberede dig på det uundgåelige granatchok. Og når det først indtræffer, er det for sent at sadle om og igangsætte plan B.

Så forhold dig allerede nu til den verden, som du er en del af og reflekter over, hvordan du kan genopfinde dig selv og starte forfra.

Læs også: Som senior skal du også være klar til at skifte retning.

HumanTrust A/S
Gammel Viborgvej 9A / Vejlevej 27, 1. sal
8381 Tilst, Aarhus
Århus Kommune
Danmark
CVR nummer: DK35044922
P nummer: 1018283073

Kontaktperson

Send til en kollega

0.063