23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Brug mere træ – det er godt for økonomien og for klimaet

Danske virksomheder, der bruger træ som råvare, skaber jobs til 115.300 danskere, bidrager årligt med 77 milliarder kroner til den danske velstand og spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling,

Det viser en ny kortlægning af træsektorens betydning for det danske samfund.

Bag analysen står organisationerne Træ- og Møbelindustrien i Dansk Industri, Dansk Skovforening, Dansk Energi, Dansk Træforening og Danske Byggecentre, som tilsammen repræsenterer virksomhederne indenfor træsektoren i Danmark. Organisationerne er gået sammen for at vise, at der er god grund til at værne om træerhvervet og sikre det bedre betingelser i fremtiden.

115.300 jobs uden for de store byer

Træsektoren skaber jobs overalt i landet til 115.300 danskere med mange forskellige uddannelser. Trævirksomhederne har en bemærkelsesværdig evne til at skabe arbejdspladser uden for de større byer, og lokalt kan skoven, savværket, møbelfabrikken, byggeri eller papirindustrien være en væsentlig kilde til arbejdspladser. Faglærte medarbejdere udgør omtrent halvdelen af de beskæftigede i træsektoren, og det understreger branchens fokus på tekniske kundskaber og produktion af varer.

77 milliarder kroner er træsektorens årlig bidrag til det danske BNP, men træ er ikke kun godt for arbejdspladser og økonomi. Virksomhederne udnytter på mange forskellige måder træets klimavenlige egenskaber dels i skoven, i byggeriet, til møbler, emballage, papir og i energisektoren.

Træ er nøglen til et fossilfrit samfund

Træ er et fornybart materiale, som binder CO2 og er bæredygtigt, hvis det kommer fra skove i balance. Og i en verden med knaphed på ressourcer og stigende temperaturer bliver det stadig mere afgørende at tage højde for materialers fornybarhed og klimaftryk.

Bæredygtigt træ er på mange måder godt for miljøet, og der er store fordele ved at bruge træ som alternativ og som supplement til mere klimabelastende materialer. Det gælder ikke mindst i byggesektoren. Træ i form af træpiller, træaffald og flis spiller også en afgørende rolle i energisektorens grønne omstilling, hvor det som bæredygtig biomasse erstatter kul, olie og gas.

Træ spiller en vigtig rolle for omstillingen til et fossilfrit samfund. Og den betydning kan blive endnu større, hvis vi i Danmark gør mere for at udnytte det store klimapotentiale, som træ tilbyder.

Mere skov og lige vilkår i byggeriet kan skabe større vækst

Organisationerne bag analysen peger på, at den positive udvikling i sektoren kan fortsættes ved, at der bl.a. fremover politisk sikres en fornuftig balance mellem biodiversitet, rekreative interesser og træets anvendelse til bl.a. møbler og byggematerialer i skovene. Træ skal sidestilles og have lige vilkår med andre materialer i byggeriet, nye biomaterialer af træ skal fortsat udvikles, og rest- og affaldstræ skal kunne bruges til energiformål. Endelig er det vigtigt, at skovarealet og træproduktionen vokser i Danmark og Europa, så der også fremover er tilstrækkeligt bæredygtigt træ at bruge.  

”Vi skal sikre de rette rammevilkår for anvendelsen af træ og træprodukter, og med denne analyse i hånden har vi et reelt værktøj, der kan hjælpe os med det. Analysen viser, at træsektoren bidrager væsentligt til samfundsøkonomien i Danmark, samt at træ har nogle enestående klimamæssige egenskaber,” udtaler Palle Thomsen, adm. direktør i Danske Byggecentre.

Læs rapporten her.

Danske Byggecentre
Egebækvej 98
2850 Nærum
Rudersdal Kommune
Danmark
CVR nummer: DK84870714
P nummer: 1002705928

Send til en kollega

0.047