23948sdkhjf

Dansk standard for jernbanesikkerhed for entreprenører på vej

| Medlemsnyhed | Indrykket af Dansk Standard

En ny dansk standard skal styrke jernbanesikkerheden for entreprenører, der leverer ydelser til jernbanevirksomheder, infrastrukturejere og –forvaltere.

Standarden skal sikre ensartede og transparente krav til entreprenører om styring af jernbanesikkerheden.

Entreprenørers ydelser er et specifikt område i EU og dansk lovgivning som bl.a. Banedanmark skal overholde. Processen omkring godkendelsen af entreprenører, som i dag varetages af Banedanmark, overgår som noget nyt til en tredjepartscertificering efter sommeren 2020.

- Det kan i sidste ende sikre en lige behandling af entreprenører, og kan skabe grundlag for en modning af entreprenørmarkedet ift. sikkerhedsledelse, siger Martin Harrow, områdechef for kvalitet og sikkerhed i Banedanmark.

Standard kan styrke entreprenørers konkurrenceevne

EU-direktivet pålægger alle lande at overvåge sikkerheden hos dem, der driver og forvalter det enkelte lands infrastruktur for jernbanedrift og -vedligehold. Arbejdet på jernbaner skal udføres på en måde, så hverken brugere af eller materiel på jernbanenettet, eller medarbejderne som udfører arbejde på jernbanerne, kommer til skade. 

Ved at standardisere forudsætningerne og rammerne for den jernbanesikkerhed, som entreprenører skal etablere, sikrer man både de konkrete tiltag samt effekten af sikkerheden. 

- Vi ønsker et godt og solidt marked, hvor vi og andre infrastrukturforvaltere og jernbane-virksomheder kan være trygge ved at de entreprenører, som vi arbejder med, har den nødvendige styring, forudsætninger, ressourcer og egne processer til at opretholde den rette jernbanesikkerhed, siger Martin Harrow.

Med den nye standard er entreprenørernes egen sikkerhedsmæssige performance afgørende for, hvor godt de klarer sig, og om der kan indgås et kunde-leverandørforhold, hvilket i sidste ende kan bidrage til, at entreprenører opnår større konkurrenceevne baseret på deres sikkerhedsperformance.

En tilføjelse til eksisterende ledelsesstandarder

Ledelsesstandarden for jernbanesikkerhed skriver sig ind i de eksisterende ledelsesstandarders struktur, som fx ISO 9001. Den nye standard vil følge ISO’s high level structure, hvad angår struktur og tilgang til interessenter, ledelse, kompetencer, processtyring og løbende forbedring. 

Standarden kan derfor integreres med andre ledelsesstandarder, hvis entreprenøren allerede er certificeret i eller anvender dem. Kravene i standarden skal være generiske, og enhver virksomhed skal derfor kunne anvende standarden uanset størrelse og arbejdsfelt. 

- Ved at standardisere sikkerhedskravene og omlægge godkendelsesprocessen til en uvildig tredjepart vil entreprenørerne kunne opnå én certificering, som er til gavn for deres konkurrenceevne, samtidig med at jernbanevirksomhederne og forvalternes dobbeltrolle som godkender og kunde kan ophøre, siger Niels Madelung, chefkonsulent Dansk Standard og projektleder for udviklingen af standarden.

Få indflydelse på standarden

Arbejdet med at nedsætte det nye danske standardiseringsudvalg er i fuld gang. Banedanmark og en række jernbanevirksomheder, infrastrukturejere og -forvaltere, Trafikstyrelsen og enkeltentreprenører har allerede meldt sig ind i arbejdet. Det forventes, at standarden for jernbanesikkerhed for entreprenører vil være færdig i august 2020.

Alle med interesse for og viden om området kan få indflydelse på standarden. Du kan læse mere om udvalget og udviklingen af standarden her: 

Jernbanesikkerhed for entreprenører (S-869) 

Jernbaneloven

Udarbejdelsen af standarden vil ske i tæt relation med udvikling og ikrafttrædelsen af den såkaldte 4. jernbanepakke, som træder i kraft sommeren 2020. Jernbanepakken inkluderer implementeringen af EU-forordning 2018/762 af 8. marts 2018 om fastlæggelse af fælles sikkerhedsmetoder vedrørende krav til sikkerhedsledelsessystemer.

Forordningen anvender EU jernbaneagenturs Common Safety Methods – Safety Management System (CSM SMS), som er opbygget ved brug af ISO’s struktur for ledelsessystemer. Dette sikrer en harmoni mellem standarden og den 4. jernbanepakke. Brugen af den danske standard vil derfor styrke entreprenører, som ønsker at arbejde europæisk.

Medlemsnyhed

Indrykket af
Dansk Standard

Göteborg Plads 1
2150 Nordhavn
Danmark
Dansk Standard

Send til en kollega

0.113