23948sdkhjf

Byg i træ – når det giver mening

| Medlemsnyhed | Indrykket af Sangberg Architects

Jonas Sangberg er en del af panelet til InnoBYG debat, ”Træbyggeri – tid til status”, der er en del af Building Green. Her kan du læse om Sangbergs tanker om træ som byggemateriale.

30.- 31. oktober løber årets københavner-udgave af Building Green af stablen. Jonas Sangberg er en del af InnoBYGs VIP Discussion, ”Træbyggeri tid til status”, hvor en række eksperter diskuterer, hvor langt vi er nået med træbyggeri i Danmark siden 2015, og hvor vi er på vej hen. Som optakt har Building Green interviewet Jonas Sangberg, der løfter sløret for en række af hans tanker om træ og træbyggeri.

Building Green (BG): Hvordan arbejder du med træ i dine projekter?

Jonas Sangberg (JS): "Vi arbejder med træ, hvor det både teknisk og økonomisk giver mening. Træ er rigtigt godt til nogle ting og mindre godt til andre. Set ud fra et klimaperspektiv opnår man den største CO2-besparelse ved at fokusere på de primære konstruktioner som for eksempel vægge og dæk."

BG: Hvilke fordele er der ved at vælge træ i byggeriet, som du ser det?

JS: "Det er et hurtigt og let materiale at arbejde med, der rummer meget stor fleksibilitet. Og så er det det mest klimavenlige byggemateriale, vi har."

LÆS OGSÅ: Agorahaverne – et bæredygtigt seniorboligfællesska

BG: Hvilke ulemper er der ved træ?

JS: "At der ikke er nogen tradition for træbyggeri i Danmark, så der er ikke nogen ’best practice’ eller erfaringer at trække på. Det er hele vejen rundt, hos både arkitekter, ingeniører og entreprenører, at der mangler erfaring og uddannelse. (…) Jeg tror ikke, det er sværere at bygge et træhus, det er bare anderledes."

BG: Der er meget fokus på at bygge i højden med træ, men hvorfor er det interessant med fokus på at bygge i højden?

JS: "Jeg har aldrig forstået, hvorfor så meget debat om træhuse handler om at bygge højt. 95% af alle byggerier i Danmark er jo max 5-6 etager. Så hvis man gerne vil minimere CO2 i nybyggeri, skal man fokusere på, hvordan man kan få bygget den type bygninger i træ i stedet for hele tiden at fremvise 200m træhøjhuse med træer på toppen som løsningen på vores klimakrise."

BG: Der huserer en vis debat om beton vs. træ, når det gælder valg af det rigtige materiale. Hvad er din holdning?

JS: "Beton er rigtigt godt til nogle ting og træ er rigtigt godt til andre ting. Så jeg mener, at man skal bruge træ, hvor det giver mening ud fra et klima- og livcyklusperspektiv. Uden beton havde vi for eksempel nok ikke haft en fast forbindelse over Storebælt."

BG: Hvorfor er træ blevet så stor en trend de sidste par år i Danmark?

JS: "Jeg tror, det skyldes at den danske byggebranche som helhed er ved at opdage, hvor stort et klimaaftryk den har. (…) Her er træ som byggemateriale en løsning blandt mange."

LÆS OGSÅ: Creating modern sustainability through shared accommodation  

BG: Hvordan tror du branchen for træbyggerier kommer til at udvikle sig de næste 5-10 år, og hvilke udfordringer står branchen overfor?

JS: "Jeg tror, at vi inden for de næste 5-10 år kommer til at se flere og flere færdiggjorte byggeprojekter i stor skala bygget i træ, og at der parallelt med dette bliver opbygget en større viden og erfaring om, hvordan man bedst bygger i træ."


Besøg Building Green
Dette er en forkortet udgave af interviewet med Jonas Sangberg fra Building Green bloggen. Du kan læse hele interviewet her >>  Debatten ”Træbyggeri – tid til status” finder sted på VIP-scenen den 31. oktober kl. 12.30. Foto: John Ehbrecht

Medlemsnyhed

Indrykket af
Sangberg Architects

Dampfærgevej 10, 1.tv
2100 København Ø
Danmark
Sangberg Architects

Send til en kollega

0.125