23948sdkhjf

Biogasudvidelse muliggør økologisk planteavl på Ausumgaard

| Medlemsnyhed | Indrykket af Dansk Biogasrådgivning A/S

Ausumgaard etablerede et biogasanlæg i 2017, og nu er biogasanlægget blevet udvidet og gasproduktionen mere end fordoblet. Udvidelsen er en del af gårdens strategi om at omlægge planteavlen til økologi og drifte et bæredygtigt, moderne landbrug.

På herregården Ausumgaard mellem Struer og Holstebro udgør biogasproduktionen en vigtig brik i landbrugets drift og ikke mindst ambitionen om at udnytte ressourcerne på en bæredygtig og cirkulær måde.

”Vi ser biogasanlægget som dynamoen i midten, der får de forskellige brikker til at hænge sammen”, forklarer Kristian Lundgaard-Karlshøj, medejer af Ausumgaard.

Da Ausumgaard etablerede et biogasanlæg i 2017, virkede det som en naturlig forlængelse af landbrugets bæredygtige tankegang. Med biogasanlægget kan Ausumgaard udnytte biomasse og restprodukter fra egen kyllinge- og svineproduktion samt planteavl.

Udvidelse af biogasanlæg

Men allerede før etableringen af biogasanlægget spirede idéen om, at anlægget måske skulle udvides i fremtiden.

”Vi havde en forventning om, at anlægget nok skulle udvides i en eller anden grad på et tidspunkt. Det var faktisk Thomas Kristiansen og Nicolaj Ørskov Olsen fra Dansk Biogasrådgivning, som var med til at åbne op for muligheden for en fremtidig udvidelse af anlægget. De sørgede for, at en eventuel udvidelse blev indtænkt fra opstart af projektet og ikke mindst blev en del af vores mindset”, fortæller Kristian Lundgaard-Karlshøj.

Dansk Biogasrådgivning var med som rådgiver under etableringen af det oprindelige anlæg i 2017, og da Ausumgaard i 2019 gjorde alvor af idéen om en udvidelse af biogasanlægget, blev Dansk Biogasrådgivning atter valgt som rådgiver.

”Vi fik en god opstart med det oprindelige biogasanlæg. Alt gik som håbet, og da Dansk Biogasrådgivning i forvejen havde et godt kendskab til anlægget, virkede det naturligt at også samarbejde med dem om udvidelsen”, uddyber Kristian Lundgaard-Karlshøj.

Et værdifuldt sammenspil mellem økologi og biogas

Med udvidelsen af gårdens biogasanlæg har Ausumgaard bygget en ekstra reaktortank, ombygget to lagertanke til reaktortanke og etableret et ekstra opgraderingsanlæg. Således er der nu samlet set fem store reaktortanke. Med den ekstra kapacitet har Ausumgaard mere end fordoblet sin biogasproduktion og kan nu levere opgraderet bionaturgas svarende til ca. 8.000 husstandes årlige varmeforbrug.

Udvidelsen af Ausumgaards biogasanlæg har også et økonomisk perspektiv. Ausumgaard er nemlig i gang med at omlægge deres planteavl til økologi, og i denne forbindelse har ejerne gjort sig nøje overvejelser omkring den cirkulære økonomi i deres landbrug.

”Vi bruger biomasse og restprodukter fra vores kyllinge- og svineproduktion i biogasanlægget. Derudover anvender vi frøgræshalm og kløvergræs. Kløvergræsset er vigtigt i det økologiske landbrug, og netop dét, at vi kan anvende kløvergræsset i vores biogasanlæg, har gjort, at vi tør lægge vores planteavl om til økologi. Det er nemlig afgørende, at kløvergræsset anvendes i landbruget, for at det kan lykkes rent økonomisk.”, fortæller Kristian Lundgaard-Karlshøj.

 Kløvergræssets potentiale

Kløvergræs anvendes i mange økologiske landbrug til at forhindre ophobning af ukrudt og til at producere ”grønt” kvælstof i marken, som er tilgængeligt både for kløvergræsset og efterfølgende afgrøder. På Ausumgaard er der plantet kløvergræs i en større andel af de ca. 1000 hektar, som gården driver. Kløvergræsset afhugges fire-fem gange i løbet af vækstsæsonen for at hæmme fremkomsten af ukrudt, men problemet for mange økologiske landmænd er, at kløvergræsset er svært at få afsat, hvilket har en negativ økonomisk effekt. Da Ausumgaard har et biogasanlæg, og tilmed har udvidet dets kapacitet, har gården rig mulighed for at anvende kløvergræsset, som er et biprodukt i det økologiske landbrug, i biogasproduktionen. Ifølge Kristian Lundgaard-Karlshøj er der også potentiale i at se nærmere på, hvordan kløvergræsset i langt højere grad kan udnyttes effektivt som en ressource.

”Vi har set nærmere på løsninger, hvor græsset først køres gennem et anlæg, som hiver proteinet ud af græsset. Proteinet fra kløvergræsset kan bruges som foder til enmavede dyr og dermed videresælges. Når proteinet er hevet ud af græsset, får man et restprodukt, som er en såkaldt græspulp, der kan bruges i biogasproduktionen. Optimal udnyttelse af ressourcerne på denne måde gør, at økologi bedre kan svare sig”, forklarer Kristian Lundgaard-Karlshøj.

 Makkerskab mellem ejere og rådgivere

Undervejs i processen med udvidelsen af gårdbiogasanlægget har Kristian Lundgaard-Karlshøj sat pris på samarbejdet med Dansk Biogasrådgivning.

”Fordi vi starter fra nul, har vi været meget glade for Dansk Biogasrådgivnings ’no cure, no pay’ tilgang. De har været med til at starte det hele op og muliggøre, at vi kom i gang. Vi har haft et godt makkerskab om at få projektet udviklet og få tingene gjort. Vi kunne ikke have gjort det alene, så jeg har været rigtig godt tilfreds”, siger Kristian Lundgaard-Karlshøj.


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
Dansk Biogasrådgivning A/S

Glarmestervej 18B
8600 Silkeborg
Danmark
Dansk Biogasrådgivning A/S

Send til en kollega

0.156