”Anlægget kører fint, vi er kjempe fornøyde”. Sådan lød de sidste ord fra den netop afsluttede samtale. Tilbage i det stille mødelokale, med en underlig tung stemning der havde erobret lokalet, sad vi kun to mænd på hver vores stol. Selvom mødelokalet var tomt, var hovederne fyldte. Fyldte med fortvivlelse om, hvad vi efter omstændighederne havde været tvunget til at gøre. En virtuel montage af 200m kranbaner i Norge. Ordet virtuel kørte som en løbekat rundt i ring uden nogensinde at stoppe. Ordet virtuel betød at vi ikke kunne røre vores eget produkt. Ordet virtuel føltes underlig.

Det er en anden virkelighed nu. En virkelighed hvor den forfærdelige, grusomme og utilregnelige sygdom har sat sig på hele verden med intention om, at ødelægge alting for så mange mennesker verden over. En virkelighed hvor vi ikke kan tage et enkelt fly mellem verdenslandene og vi er nødsaget til at holde en god afstand fra hele verden. En virkelighed hvor Covid-19 har indtaget verden. Den har indtaget Danmark.

Hele den virkelighed startede på en let overskyet dag tidligt om morgenen, hvor solen knap havde vist sin top. Torsdag d. 5. marts kl. 07.35. En mail tikkede med en hurtig lyd ind på min indbakke og langsomt fik de morgentrætte øjne skimtet, at mailen var fra en virksomhed, som jeg to år tidligere havde besøgt. De mange bogstaver i mailen udgjorde en kort beskrivelse af nogle arbejdsstationer samt vedhæftede tegninger af produktionshallerne. En note nederst gjorde sig dog særlig bemærket, eftersom virksomheden var presset på tid og derfor ønskede et tilbud hurtigt.

Allerede lidt inden klokken havde slået 8.00 samme morgen, ringede telefonen med en skinger lyd. Mobilen blev hurtigt grebet og samme virksomhed befandt sig i den anden ende af røret, som med en norsk stemme spurgte, om vi havde kigget på mailen og om der var nogle spørgsmål dertil. Tankemyldret kørte på skinner. Eftersom vi i forvejen skulle finde vores vej frem til nogle kunder i Norge i uge 13, ville vi kunne slå to fluer med et smæk og samtidig kigge nærmere på deres opgave også.

Samme besked som befandt sig nederst i mailen, blev herefter gentaget. De var presset og kunne ikke vente. Eftersom en produktion var allerede planlagt til at skulle begynde i uge 14. Et tilbud var for dem en nødvendighed og lidt desperat fik de efterfølgende forhørt os, om vi var lagerførende med aluminiumskinner. De havde brug for en del. Stemningen på den anden side udviklede sig hurtigt fra desperat til overraskende, da svaret flød over mine læber: ”Ja, naturligvis er vi lagerførende. Det er vores eget produkt, som bliver produceret i Hobro”.

Løsningen blev samme dag og sammen med kunden diskuteret, så vi inden dagen havde nået sin ende, havde udarbejdet et tilbud med 200m JLM-aluminiums kranbaner, taljer og vakuumåg, samt vakuumløftere. Allerede tidligt om morgenen dagen efter, kontaktede vores naboer mig igen for netop at sikre, vi havde det hele på lager og kunne lave montage i uge 13-14. En bekræftelse var selvfølgelig svaret til dette, eftersom alt var på lager og derfor kunne blive sendt indenfor en uge. Desuden kunne vores montage hold endda komme til Norge den pågældende uge. Det vil naturligvis kræve lidt forberedelse, men det skulle vi nok kunne løse. Inden samtalen blev afsluttet, bad de os om at sætte gang i ordren. Vi ville så modtage en indkøbsordre samme dag.

I samtalen fremgik det ydermere, at det norske firma havde købt en komplet linje fra en anden europæisk virksomhed, der ville levere søjlesvingkraner i stål. Men denne løsning mente de ikke kunne anvendes tilfredsstillende til opgaven og desuden ville leveringstiden være et problem.

Alt blev hurtigt pakket på de store paller for så at blive sendt til Norge. Skinnesystem, taljer, løfteåg og vakuumløfter. Samtidig gik en forberedelse om en rejse for vores montører hurtigt i gang.

Men så skete det. Det der ikke måtte ske. Det der lukkede hele Danmark. D. 11. marts 2020 kl. 20.30. Den danske statsminister Mette Frederiksen trådte med selvsikre skridt ind i spejlsalen. Omringet af et seertal, der indeholdt hele den corona-bekymrede befolkning, startede Mette Frederiksen uden tøven sin tale med de nervepirrende ord: ”Det, jeg vil sige i aften, vil få store konsekvenser for alle danskere”. En tanke der let strøg igennem mit hoved, om at vi ikke vil komme til Norge og udføre montagen af 200m JLM-aluminiums kranbaner og derudover en stor montage i Paris, hvorefter Mette Frederiksen proklamerede: ”Danmark lukker ned!” En historisk begivenhed, som med det samme satte tankerne i gang hos landets ”hjul” - hos landets virksomheder, heriblandt vores egen. Vi ville ikke komme til Norge. Vi ville ikke udføre montagen af 200m JLM-aluminiums kranbaner.

Jeg kendte den pågældende kunde i forvejen og var derfor bevidst om, at de havde teknisk snilde. Vi blev derfor i fællesskab, hver for sig, enige om, at lave en virtuel montage af anlægget. En virtuel montage, der forløb over 3 dage med nogle timers varighed dagligt. Brian Christensen og Bjarne Hansen fra vores egen virksomhed JLM teknik var medvirkende til den virtuelle montage, idet de også havde deltaget i at pakke alt udstyr ned og kendte kranmontagen til mindste detalje.

Tilbage til mødelokalet, hvor den underlige tunge stemning var blevet dæmmet en smule, efter vi havde deltaget i vores første virtuelle montage af et krananlæg. En følelse der blussede op og var årsagen til rummets stemning. En underlig følelse man ikke fysisk kunne mærke. Den følelse og den fornemmelse, det er at sætte et JLM-aluminiums krananlæg i gang. Den fornemmelse af et næsten svævende produkt, der lydløs flytter sig efter operatørens bevægelse. Da vi lettede os fra de hårde stole, sagde Brian: ”Det skal vi aldrig mere. Jeg savner den fysiske kontakt og tilfredsheden ved at aflevere et JLM-produkt”, hvorefter et lille glimt i øjet gjorde sig bemærket i hans ellers lettede ansigt.