23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Skou Gruppen bygger taglejligheder for Hea-Ejendomme

Skou Gruppen udfører en gennemgribende renovering af en smuk, bevaringsværdig ejendom på Blegdamsvej 42 i København for Hea-Ejendomme.

Skou Gruppen gennemfører netop nu en hovedentreprise på Blegdamsvej 42 i København for Hea-Ejendomme. Her bliver et tørreloft på femte sal bygget om til en helt ny lejebolig, og en eksisterende lejlighed ved siden af gennemgår en omfattende renovering. Begge lejligheder får tilført store tagterrasser, og det samlede boligareal bliver ca. 300 kvadratmeter. Projektleder hos Skou Gruppen, Hans Sode, siger:

”Den eksisterende lejlighed bygger vi om fra bunden. Det er både taget, vægge, vinduer og døre samt udskiftning af inventaret. Det er ikke meget mere end skelettet, vi genbruger. Så selvom der var én lejlighed i forvejen, kan man godt sige, at der står to helt nye, lækre boliger, når vi er færdige.”

Skou Gruppen udfører selv tømrer- og snedkerarbejdet samt en stor del af murerarbejdet. Til VVS-, maler- og en del af murerarbejdet samt tag og ventilation inddrages underentreprenører. Rådgiver på projektet er Art Tek Ingeniørrådgivning.

Respekt for historie og kulturarv

Hea-Ejendomme er en privatejet ejendomsportefølje primært bestående af en række boligejendomme i indre København samt erhvervsejendomme i provinsen. Adm. direktør i Hea, Bettina Kyhl, forklarer, at den eksisterende lejlighed er nedslidt og trænger til en total istandsættelse. Tørreloftet i den anden side er ideelt at bygge om til bolig, da der er højt til loftet og fantastisk udsigt. Da bygningen er bevaringsværdig, er det vigtigt, at begge lejligheder samt vinduespartier og tag bliver istandsat med respekt for ejendommens oprindelige udtryk.

”Vi udvikler løbende vores ejendomsportefølje, dels ved løbende vedligeholdelse og dels ved renovering af eksisterende boliger samt etablering af nye boliger. En del af værdien ligger i at respektere historie og kulturarv, når vi bygger og renoverer. Lejlighederne har desuden en særlig beliggenhed, som giver en flot udsigt over Fælledparken. Derfor glæder jeg mig til at opleve lejlighederne med dertilhørende store tagterrasser, som vil være utrolig attraktive og skabe merværdi til ejendommen,” siger Bettina Kyhl.

Hea-Ejendomme har tidligere haft et godt samarbejde med Skou Gruppen i forbindelse med en større entreprise på Herluf Trollesgade i Nyhavn. Baseret på de gode erfaringer, har Bettina Kyhl også høje forventninger til samarbejdet på Blegdamsvej og det endelige resultat.

En vanskelig beliggenhed

Beliggenheden er en central udfordring i et projekt som dette, forklarer Hans Sode. Lejlighederne ligger på hjørnet af Blegdamsvej ved Rigshospitalet og Panum Instituttet, og krydset dér udgør et trafikalt knudepunkt. Tæt trafik og sparsom plads giver logistiske udfordringer, når der skal planlægges.

”Det er altid lidt af et puslespil, når vi skal arbejde i tæt befolkede og trafikerede områder. Der skal være plads til skurvogne, varebiler og byggematerialer samt affald fra nedrivningen. Vi skal desuden stille et stort stillads op. Det stiller alt sammen krav til vores koordinering og indretningen af området. Heldigvis er vi vant til, at pladsforholdene til tider er begrænsede på den her type af opgaver,” siger Hans Sode.

Renoveringen af de to lejligheder forventes afsluttet i foråret 2022.

Skou Gruppen A/S
Kærvej 34
2970 Hørsholm
Hørsholm Kommune
Danmark
CVR nummer: DK26654653
P nummer: 1002020845

Kontaktperson

Martin Skou Heidemann
Adm. direktør, Partner
+45 28358015 ms@skougruppen.dk

Send til en kollega

0.047