23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Jørgen Knudsens 40-års jubilæum hos Hedema

At arbejde selvstændigt og selv tilrettelægge sit arbejde har været den væsentligste faktor for at blive på den samme arbejdsplads i 40 år, fortæller Jørgen i denne artikel.

Hedema i 40 år – Jørgen Knudsen har været med hele vejen

I 1982 havde Jørgen Bitsch Knudsen sin første arbejdsdag på Hedensted Maskinfabrik. Han blev taget godt i mod af de øvrige 7 medarbejdere og kom godt i gang med arbejdet med metalplader.

- De fleste var jo lokale fra Hedensted, så jeg kendte flere af dem. Det var hyggeligt, og vi sås i fritiden og fik måske en øl efter fyraften.

Når Jørgen går på arbejde i dag, handler det stadig om at håndtere metalplader og om gode kolleger, men det er også de eneste to fællesnævnere, her 40 år efter. I dag møder Jørgen ind til 85 kolleger og en produktion, der er automatiseret og digitaliseret.

 
Fra manuelt arbejde og målebånd til robotter og ISO-godkendelser

- Grundydelsen er den samme, men produktionen er helt anderledes. Jeg modtager og registrerer metalplader og klipper også stadig ind i mellem. Forskellen er, at dengang var det udelukkende manuelt arbejde. I dag har vi jo alle mulige hjælpemidler, løftegrej med sugekopper og robotter. Det er slut med det tunge arbejde. Det foregår også i et helt andet miljø, her på Vejlevej har vi dejlige, lyse lokaler og kan læsse af inde, hvor det i Hedensted foregik udenfor – i regnvejret, fortæller Jørgen og fortsætter:

 - I dag er produktionen meget mere effektiv, og vi skal dokumentere vores tid. Da jeg startede, var der ikke noget stempelur, jeg skrev i en lille bog, at jeg havde brugt to timer på at save eller klippe, og det var det. Vi kunne også klare os med et målebånd. I dag er der meget større krav til præcision, dokumentation og sporbarhed, fordi vi er ISO-godkendt.

1984 fik Hedensted Maskinfabrik den første stansemaskine og Jørgen sit truckkort, og virksomheden voksede og begyndte at lave større ting. Jørgen nåede at holde både 10- og 25-års jubilæum, før Jens Poulsen og Kim Andersen overtog firmaet i 2007-2008.

Pladsen blev for trang, og i 2016 flyttede Hedema til Horsens.

- Hold da op, hvor var det stort, tænkte vi, da vi kom herud. Men nu er lokalerne helt fyldt op, siger Jørgen.

Frihed under ansvar og en god tone

Jørgen har været gennem mange forskellige værkførere og kolleger gennem sine 40 år, men han oplever også ofte, at gamle kolleger vender tilbage til Hedema efter en smuttur til andre virksomheder.

- Der er en god tone herude, og vi har et godt kammeratskab. Vi siger tingene ligeud, og er der travlt, kan der godt ryge en finke af fadet, men der er ingen, der bærer nag.

Jørgen forventer ikke, at der vil være mange 40-års jubilæer fremover. De unge vil ud at prøve noget forskelligt, og der er mere rift om dem. Det gør nok også en forskel, at arbejdskraften ikke længere er lokal. Medarbejderne kommer mange steder fra og pendler på arbejde – kan de få noget tættere på, prioriterer de måske det.

 - Hovedårsagen til, at jeg er blevet her så længe, er, at jeg arbejder selvstændigt og selv kan tilrettelægge mit arbejde. Jeg har indflydelse på min arbejdsdag, jeg har gode kolleger og laver noget, jeg godt kan lide. Frihed under ansvar. Det kan jeg godt lide. Der er jo gode og dårlige dage alle steder men heldigvis flest af de gode her.

Jørgen har ikke haft en forkromet plan for sit arbejdsliv. På et tidspunkt fik han tilbudt en læreplads som maskinarbejder, men så skulle han gå ned i løn og droppede det derfor. Det var det rigtige valg på det tidspunkt, og så gik tiden – og nu har Jørgen arbejdet med metal i 40 år. Hvad han kan have lidt svært at forstå.

Selvom Jørgen stadig er glad for at gå på arbejde, bliver det ikke til flere jubilæer! Hans tidsramme er omkring 5 år, så er han 65, og så skal der ske noget andet.
Han bor stadig i Hedensted, er gift og bruger fritiden på badminton og motorcykler, og på weekendture og rejser. Men der skal mere til, når pensionen nærmer sig, så nu skal han finde noget nyt at gå op i. For det er vigtigt at holde sig i gang og have nogle interesser – måske der bliver tid og plads til den hund, hans kone har ønsket sig længe.

Hedema fejrede Jørgen Bitsch Knudsens 40-års jubilæum med en stor brunch fredag den 6. maj.

Hedema A/S
Vejlevej 158
8700 Horsens
Horsens Kommune
Danmark
CVR nummer: DK20004630
P nummer: 1001823345

Kontaktperson

KA
Kim Andersen
Direktør
kka@hedema.dk

Send til en kollega

0.047