23948sdkhjf

God sommer fra buildingSMART Danmark

| Medlemsnyhed | Indrykket af buildingSMART Danmark ApS

Her på falderebet til ferien ønsker vi alle en god sommer med dette sommernyhedsbrev, der opsummerer en række af højdepunkterne for det første halvår i buildingSMART Danmark.

Nye partnerskaber
I starten af året indgik Molt Wengel, der er et af landets mest specialiserede advokatkontorer inden for byggeri, som de første i Danmark en strategisk partnerskabsaftale med buildingSMART Danmark. Kort tid efter kunne vi byde velkommen til NTI som community partner.

BuildingSMART Danmark partnerskaberne voksede yderligere da fire af Danmarks største infrastruktur-bygherrer, Banedanmark, Metroselskabet, Sund & Bælt og Vejdirektoratet indgik partnerskabsaftale med buildingSMART Danmark for at øge det tværfaglige samarbejde og effektiviteten i anlægsbranchen. I denne video fortæller Rasmus Fuglsang fra Vejdirektoratet, hvordan de arbejder med BIM, samt deres digitale ambitioner og forventninger til det nye partnerskab.

Velkommen til Peter Bo Olsen
Vi har budt velkommen til en af DKs mest erfarne buildingSMART-eksperter, Peter Bo Olsen, som standardiseringsspecialist. Hans rolle er at facilitere det internationale samarbejde i buildingSMART, udvikle det danske buildingSMART-netværk, samt udbrede kendskabet til buildingSMART-værktøjerne.

Data i faseskift
Derudover har vi afholdt webinar om data i faseskift – set med juristernes øjne. Webinaret var optakt til en konference om selvsamme emne, der var arrangeret i samarbejde med DI Byggeri.

Møde i den tekniske komite og etablering af danske buildingSMART rum
I Maj måned afholdt vi det andet møde i den tekniske komite, hvor formålet var at etablere de første danske buildingSMART rum. På mødet forklarede Léon van Berlo, teknisk direktør i buildingSMART, om opbygningen af buildingSMART International, han gav en status på IFC4.3 og løftede sløret for, hvad der er i pipelinen i buildingSMART International.

I forlængelse af mødet i den tekniske komite har vi d. 10. juni etableret buildingSMART rummet Bæredygtighed, som Molio har formandskabet på og med deltagelse af blandt andet Aalborg Universitet og Banedanmark. Den 17. juni blev rummet for Infrastruktur & Jernbane etableret i Skanderborg, hvor Vejdirektoratet har formandskabet med deltagelse fra blandt andet MOE, Niras, Metroselskabet, Sund & Bælt og Banedanmark.

På den anden side af sommerferien etablerer vi det tredje buildingSMART Danmark rum, der bliver for Regulering & Jura, hvor Molt Wengel indtager formandskabet.

Derudover kommer der en række nye initiativer, arrangementer og publikationer, som vi glæder os til at dele med jer, for eksempel det næste Teknisk Komitemøde i buildingSMART Danmark, den 26. oktober 2022 kl. 13. hos Molio, Lyskær 1 i Herlev.

Følg med på vores LinkedIn her, hvor vi løbende deler nyheder og informationer.

Tak for jeres interesse og engagement i buildingSMART Danmark. Vi ønsker jer en forrygende, afslappende og energiopladende sommer. Vi høres ved på den anden side.
 


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
buildingSMART Danmark ApS

Lyskær 1, 2.
2730 Herlev
Danmark
buildingSMART Danmark ApS

Send til en kollega

0.125