Kompetenceudviklings projekt for alle hos Raunstrup
Efteruddannelse er en nødvendighed for at fastholde kompetente og dygtige medarbejdere. Samtidig styrker det den enkelte medarbejder, og er med til at skabe øget trivsel
Alle medarbejdere hos Raunstrup har derfor mulighed for at deltage i et 2 årigt kompetenceudviklingsprojekt, der styrker de almene kompetencer i dansk og IT samt ordblindeundervisning.
Dette tilbud om kompetenceløft er blevet til i samarbejde med VUC Erhverv i Århus.
Det starter med en individuel afklaring af hver medarbejderes behov, og herefter lægges kursusplanen for den enkelte lokation. Projektet startede som pilotprojekt i Vejle og Odense og erfaringerne derfra bæres nu videre til Raunstrups andre afdelinger, som alle vil være igennem afklaringerne inden årsskiftet.
Som det allerførste blev der tilbudt ordblindeundervisning, og første etape af denne er netop afsluttet i både Vejle og Odense. Begge steder tilbydes der nu IT-undervisning her fra efteråret.
Undervisningen foregår på VUC, da Raunstrup har erfaret, at det er faktisk den bedste løsning. Så kan medarbejderne sidde uforstyrret de timer, de har fokus på egen efteruddannelse.
Raunstrup tilbyder som udgangspunkt 3 timer pr. uge over en given periode - i arbejdstiden og med fuld løn.
I forbindelse med evaluering af pilotprojektet kan Raunstrup se, at medarbejderne rykker sig.
Udbyttet for medarbejderne, der allerede har været igennem afklaring og kursustilbud, kan allerede mærkes:
· større selvtillid og mod på læring
· bedre brug af IT
· bedre ordforråd og formuleringsevne
· bedre til at læse og skrive mails
· bedre til at få fat i den generelle information, der udsendes i firmaet
Raunstrup består af 8 afdelinger fordelt ud over hele Danmark – og er i alt ca. 450 medarbejdere.