23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Nu forsvinder siloen fra Kalundborgs havnefront

Det er en bygning med stor symbolsk betydning for Kalundborg og byens historie som betydningsfuld erhvervshavn, som G. Tscherning A/S tirsdag d. 13. januar giver første stød med kuglen

For mange i Kalundborg er nedrivningen af DLG-Siloen, der ligger centralt ved byens havnefront, alligevel en begivenhed, man har set frem til i årevis. Når snakken blandt de lokale falder på den 48 meter høje tidligere kornsilo, er ordet øjebæ ikke en usædvanlig beskrivelse.

Med siloens forsvinden får en bydel bedre udsigt til vandet. Udsigten fra vandsiden, der i forvejen domineres af domkirken, ændres betydeligt. Kalundborg får dertil en stor ledig grund på et attraktivt område, og Kalundborg Kommune er i gang med forberedelserne til udvikling af området.
G. Tscherning A/S oplever derfor markant interesse for nedrivningen af DLG-Siloen.

Sjælden form for nedrivning

Nedrivnings- og saneringsteams fra G. Tscherning A/S har siden starten af december gået bygningerne igennem, så de tre silobygninger, den ene med administrationslokaler, samt en værkstedsbygning tæt ved havnekajen, nu står klar. Strippet for inventar og løse bygningsdele og lovmæssigt miljøsaneret for bl.a. bly, PCB og asbest.

Maskinen, der efter planen første gang svinger kuglen tirsdag d. 13. januar ved 08-tiden, er 50 ton tung og har 52 meter tårn og wirespil til styring af kuglen. G. Tscherning A/S er den eneste entreprenør- og nedrivningsvirksomhed herhjemme, der har den maskine, der kræves ved kuglenedrivningen i Kalundborg. Det kræver naturligvis erfaring at styre den, og den har maskinføreren helt bestemt – han har været maskinfører i en menneskealder.

Ligesom nedrivning ved sprængning er sjældent, så er det heller ikke ofte, at man river bygninger ned med kugle. I Danmark har man de seneste årtier kun haft to større totalnedrivninger ved sprængning, nemlig de to stærkt omtalte højhuse i Rødovre i 2011 og Københavns dengang højeste bygning, Gasbeholderen i Valby, i 2012. Begge blev sprængt af Tscherning-folk.

Årsagen til, at disse nedbrydningsmetoder, der hos mange sikkert frembringer minder fra Disney Sjov og andre tegneserier, sjældent benyttes, er primært de stadig større lovkrav til sortering af byggeaffald. Nedrivning med kugle sker lidt oftere, men oftest kun til enkelte dele af den samlede nedrivning.
- Når nedrivningen af DLG-Siloen alligevel vil blive indledt med kugle, er det fordi siloen efter miljøsanering kun består af affald, der kan og skal sorteres i to bunker, primært bestående af henh. beton/mursten samt stål. Det er let for håndfolk og maskiner at håndtere efterfølgende. En del af nedrivningsprocessen kommer dog til at foregå med andre maskiner, bl.a. en 50 tons langarmsmaskine med saks, der groft sagt tager bider af bygningerne, fortæller projektleder hos G. Tscherning A/S, Frank Schultz Petersen.

En del af nedrivningen foregår blot 1 meter fra bygninger, der skal bestå og i dag huser erhverv. Det kræver naturligvis forsigtighed, men det er ikke uvant for G. Tscherning A/S at foretage nedrivninger i tæt bebyggelse. (Se bygningernes placering på vedhæftet foto)
Nedrivningen af DLG-Siloen i Kalundborg ventes færdig i løbet af forsommeren 2015.

Om G. Tscherning A/S

Entreprenørkoncernen G. Tscherning A/S har et stigende antal sager i Kalundborg og i resten af Region Sjælland og med nyligt køb af en grund i Haslev er basis for et regionskontor lagt.
Flere af koncernens afdelinger og datterselskaber har løbende større projekter for Novo Nordisk og Novozymes i Kalundborg. Andre steder i regionen har G. Tscherning A/S’ anlægs-, nedrivnings- og miljøsaneringsafdelinger haft flere store sager, bl.a. på hospitalerne med nedrivning af Psykiatrien i Dianalund som den største opgave for Region Sjælland. Renovering af Vestsjællandcentret og nedrivning af 24 vindmøller ved Kappel Hage er andre store projekter. Koncernen har også opgaver ifm de store anlægsprojekter i regionen, udvidelserne af henh. Ringstedbanen og Køge-motorvejen.

G. Tscherning A/S har en årlig omsætning på ca. 300 mio. kr. Størstedelen af de ca. 750 årlige anlægs-, nedrivnings- og miljøsaneringssager er i hovedstadsområdet. Sammenlagt havde koncernen i 2014 ca. 4.000 sager.

G. Tscherning A/S er en af landets største nedrivnings- og entreprenørkoncerner målt på antallet af medarbejdere. Koncernen har ca. 260 medarbejdere og dermed en betydelig egenproduktion. De senere år er Jylland og Sverige kommet til med lokalt baserede regionskontorer.

G. Tscherning A/S har eksisteret siden 1975 og har historisk stort fokus på miljø og gode vilkår for alle medarbejdere, senest markeret med annoncekampagnen mod løndumping ”Vi betaler vores skat”.

Tscherning
Guldalderen 32
2640 Hedehusene
Høje-Taastrup Kommune
Danmark
CVR nummer: DK26378443
P nummer: 1003211110

Send til en kollega

0.063