Deforme kloakledninger under etageejendomme
Som en del af en større helhedsrenovering af den store etagebebyggelse Tåstrupgård i Tåstrup ved København, er Aarsleff Rørteknik i øjeblikket i fuld gang med at forny både hoved- og stikledninger.
Der skal i alt fornys knap 4000 meter kloakledninger under og omkring de i alt 30 boligblokke med 915 lejemål og 2500 beboere. Udfordringen er de såkaldte Key-rør fra 70’erne, der er i meget dårlig stand og kræver speciel rensning inden fornyelsen. l fornyelse af kloakledningerne under de 80.000 kvadratmeter bolig og 150.000 kvadratmeter udendørs areal på Tåstrupgård foregår uden opgravning. - Den opgravningsfri metode betyder, at Aarsleff Rørteknik krænger en polyesterforing ind i eksisterende, nedslidte kloakrør.
- Man laver simpelthen et rør i røret og sparer derved tid og omkostninger i forhold til opgravning af jord og asfalterede og flisebelagte områder. Samtidig kommer der et bedre flow i kloakkerne, da den installerede og hærdede foring er én ”strømpe” uden samlinger. Almindelig udskiftning af kloakledninger i en bebyggelse som Tåstrupgård ville være en meget omfattende anlægsteknisk opgave og betyde væsentligt større gener for beboerne end de udsættes for nu, forklarer salgsleder Morten Andersen fra Aarsleff Rørteknik.
Deforme kloakledninger
Helhedsrenoveringen af Tåstrupgård er inddelt i to etaper, og Aarsleff Rørteknik er klar med de første 8 boligblokke, og har netop indledt renovering af 2. etape med fornyelse af 22 boligblokke. Kloakledningerne under Tåstrupgård er fra 70’erne og er lavet af såkaldte Key-rør, som – har det vist sig - bliver bløde og ændrer form over tid.
- Udfordringen med kloakledningerne under Tåstrupgård er, at de på grund af ændret materialestruktur deformerer. Det betyder, at vi inden strømpeforing er nødt til at gennemføre en rensningsprocedure med specialværktøj. Når vi har fået renset rørene, så kan vi strømpefore og derved forstærke de eksisterende rør, så de kan holde i op til 100 år, forklarer Morten Andersen.
Krisen åbnede op for kloakfornyelsen
Den første etape af selve helhedsrenoveringen omfattede otte boligblokke. Renoveringen omfattede bl.a. asbestsanering, nedrivning af affaldsskakte og udskiftning af ventilationssystem. Kloaksystemet var trods et stort behov ikke en del af projektet. Undervejs i projektet blev der dog mulighed for at foretage yderligere investeringer, og det blev derfor besluttet også at renovere kloaksystemet.
I forbindelse med anden etape var kloaksystemet endnu engang ikke en del af de oprindelige planer – på trods af et stort behov. Det fortæller Vivian Johman fra Wissenberg A/S, som bl.a. er totalrådgiver på den store del af det samlede projekt, som omfatter renovering af badeværelser og spildevandssystem.
- Vi fik dog nogle gunstige priser hjem i forhold til projektets overordnede ramme, og så var det helt oplagt at gøre noget ved de store udfordringer forbundet med områdets kloaksystem. Med andre ord, så betød den generelle krise i samfundet, at beboerne i Tåstrupgård også får fornyet kloaksystemet – inden der opstår alvorlige problemer og dermed gener for beboerne, forklarer Vivian Johman.
I dag, ca. ni år efter helhedsrenoveringen blev indledt, er der sket markante ændringer i området. Fire parkeringskældre er revet ned, og der er skabt et nyt hovedstrøg og mange nye legepladser. Tagene er blevet udskiftet, og facaderne er blevet malet. Og det er blot nogle få eksempler på de mange forandringer i området. Der er med andre ord sket store synlige forandringer, hvilket igen har medført en række mindre synlige forbedringer, som eksempelvis større tryghed for beboerne.