23948sdkhjf
Del siden
Annonce

25 års jubilæum hos Aalborg Portland A/S

Henning Bæk, koncernøkonomi- og finansdirektør, CFO

Det er en velkendt og dybt respekteret nordjysk erhvervsleder som runder 25 år hos Aalborg Portland, og som markeres med en reception på virksomheden den 16. januar mellem kl. 14.00 og 16.30.

Henning Bæk har siden 2006 været en del af direktionen i Aalborg Portland og er samtidigt direktionsmedlem i datterselskabet Unicon A/S samt bestyrelsesformand- og medlem i en række koncernselskaber.
Henning Bæk er nordjyde, hvad deraf følger af godt overblik, underspillet humor og solid håndtering af udfordringerne. De seje nordjyske gener slår også igennem, når Henning Bæk spænder løbeskoene på. Et gennemført marathonløb i både New York og København sidste år kan således skrives på resultatlisten.

Henning Bæk begyndte sin karriere i Aalborg Portland i 1990 som koncernregnskabschef, herefter fulgte udnævnelsen til økonomidirektør 1997 og i 2006 til koncernøkonomi- og finansdirektør, CFO og medlem af direktionen.

Henning Bæk har gennem årene været en central topleder i Aalborg Portland under flere forskellige ejere. Efter hundrede års ejerskab solgte F.L. Schmidt halvdelen af Aalborg Portland i 1990, og efter flere mellemspil i ejerkredsen købte italienske Cementir Aalborg Portland i 2004 for over fire milliarder kr.
Henning Bæk står dermed helt centralt i selskabets udvikling igennem de seneste år. Ikke mindst i relation til den store internationalisering, Aalborg Portland har oplevet med etablering af selskaber i bl.a. Egypten, Malaysia og Kina. Flere end 50 stempler i passet vidner om Henning Bæks mange rejser til Cairo for at få tingene til at falde på plads. De seneste 10 år er der investeret seks mia. kr. i Aalborg Portland Koncernen og omsætningen er mere end tredoblet til i dag syv mia. kr.

Henning Bæk er langt fra ukendt blandt politikerne og på avisernes erhvervsredaktioner. I gennem årene har der været adskillige kampe med beslutningstagerne om den konstante bølge af afgifter som er skyllet ind over Aalborg Portland. Mange af afgifterne er afværget, og selvom der er stigende opbakning til at fjerne de værste torne i afgiftsbuketten, er der fortsat en række danske særafgifter der skader investeringer og jobskabelse.

Henning Bæk taler i et tæt og tillidsfuldt samarbejde med medarbejderne og de faglige organisationer arbejdspladsernes sag på Christiansborg, og der bliver lyttet, når den stilfærdige nordjyde understreger sine argumenter, der alle er baseret på en dagligdag helt tæt på produktionen og medarbejderne.

Med det stærke fokus på miljø- og energiforbedringer hos Aalborg Portland, med et godt samarbejde med alle parter i Aalborg og med en helt unik korpsånd blandt alle på virksomheden er Henning Bæk godt rustet til at kæmpe for investeringer og arbejdspladser i Nordjylland i årene fremover.

Aalborg Portland A/S
Rørdalsvej 44
9100 Aalborg
Aalborg Kommune
Danmark
CVR nummer: DK36428112

Kontaktperson

MV
Mikkel Vestergaard
Marketing Manager
+45 99337997 mikkel.vestergaard@aalborgportland.com

Send til en kollega

0.047