Duravit Prisen 2015
For fjerde gang uddeler Duravit en pris til særligt dygtige, engagerede og talentfulde studerende på Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur. Prisen er på kr. 15.000 og uddeles to gange årligt.
Marte Lyngaas samt Jens Bertelsen og Martin McSherry er de heldige vindere af Duravit Prisen 2015, som de modtager for to helt unikke afgangsprojekter.
Marte Lyngaas har lavet en opgave, som tilbyder Grønlands minearbejdere boliger med masser af fritidsaktiviteter, lys og luft. Placeringen af boligerne på særligt udvalgte steder i byen fremhæver det lokale steds karakteristika og herlighedsværdier.
“Marte har løst afgangsopgaven “Arbejderboliger på Grønland” med ydmyghed og respekt, og hendes opgave bærer præg af stor indlevelse i Grønlandsk kultur og de problemstillinger minedrift medfører i små lokalsamfund”, fortæller vejleder Lars Nymand om motiveringen for, at det netop blev Marte, der vandt den ene af de to Duravit Priser. “Marte har med projektet formået at skabe en stærk fortælling om integration og samhørighed”.
Jens Bertelsen og Martin McSherry insisterer på at være undersøgende i deres arkitektur. De to nyudklækkede arkitekters afgangsopgave tager afsæt i byplanens store temaer.
“Jens og Martin har skabt en organisk bygning – en integreret svømmehal i havnebassinerne i Københavnsområdet. Med denne bygning fortæller de historien om det sanselige og stoflige ved det at bade og opholde sig i vand”, fortæller vejleder Kenneth Warnke. “De to arkitekter har på en overbevisende måde desuden dokumenteret, hvordan man kan undlade brugen af sundhedsskadelig klor, og hvordan planter og alger kan anvendes til at rense vandet og skabe et sundt indeklima”.